Elbiler bliver billigere – Tesla sætter pris på Model Y

Nissan, Peugeot, Opel, Aiways og MG sænker priserne på mindre elbiler, mens Volvo og Tesla er klar med priserne på C40 og Model Y, og Ford fortæller, hvad Mustang Mach-E GT skal koste. Og så bliver en brintbil meget billigere. Se de seneste elbilpriser her.

Tesla Model Y koster fra 500.000 kr. mens Nissan Leaf fås fra 190.000 kr.
Nyt om biler

Priserne på nye elbiler er stadig i kraftig bevægelse. Mest nedad.

Inden for kort tid er der sket prisfald på fire elbiler, i flere tilfælde temmelig store nedsættelser.

Markant er, at Nissan sænker prisen på Leaf, så grundudgaven (40 kWh, Visia-udstyr) nu koster 190.000 kr. Det er fjerde prisfald, siden den nye generation blev lanceret for tre år siden. Versionen med det store batteri (62 kWh) og en officiel rækkevidde på 385 km fås nu fra 250.000 kr. Her er der tale om Acenta-udstyr.

Nissan Leaf til 190.000 kr., MG ZS til 200.000 kr.

Til de 190.000 kr. koster Leaf nu kun 30.000 kr. mere end den væsentlig mindre VW Up., som mangler vigtigt sikkerhedsudstyr.

Prisen på Leaf dykkede senest i november, hvor startprisen blev sænket til 215.000 kr. I maj 2020 blev prisen justeret ned til 230.000 kr.

Også MG har sænket prisen. I hvert fald så længe ’lager haves’. Den lille ZS koster med Comfort-udstyr nu 200.000 kr. Det er et fald på 20.000 kr. Modellen kan samtidig leases for 3.000 kr. om måneden med 0 kr. i førstegangsydelse. Luxury-udgaven koster uændret 250.000 kr.

Opel Mokka 20.000 kr. billigere

Opel har gjort det billigere at få sig en elektrisk Mokka. Topmodellen Mokka-e Ultimate er sat 20.000 kr. ned, så den nu koster 280.000 kr.

Og endelig har Peugeot været ude i en mindre justering af prisen på 208. Billigste eludgave, e-208 Allure, koster nu 240.000 kr. Ved nytårstid stod den til 260.000 kr., og før det nye prisfald var prisen 250.000 kr.

Meget billigere at lease Aiways

 

Det unge kinesiske mærke har netop gjort det noget billigere at lease den rummelige U5. Aiways har sænket den månedlige ydelse på privatleasing med 700 kr., så Plus-versionen nu koster 3.300 kr. Førstegangsydelsen er 20.000 kr.

Den topudstyrede U5 Premium, der ligeledes er sat 700 kr. ned, koster nu 3.700 kr. pr. måned med 25.000 kr. i førstegangsydelse.

Tesla Model Y 100.000 kr. mere end Model 3

I den dyre afdeling har Tesla nu omsider offentliggjort priserne på Model Y. Billigste version, Long Range-model med firehjulstræk og en officiel rækkevidde på 505 km, kommer til at koste 500.000 kr.

Tesla Model Y koster 500.000 kr. i billigste udgave. SUV bliver indtil videre leveret fra Kina.
Tesla Model Y koster 500.000 kr. i billigste udgave. SUV bliver indtil videre leveret fra Kina.

Det er 100.000 kr. dyrere end billigste Model 3 og 50.000 kr. mere end Model 3 Long Range. Fartpiloten, ’Enhanced Autopilot’ koster 29.000 kr. oven i, mens såkaldt ’Fuldt selvkørende funktion’, som ikke er selvkørende, har et tillæg på 58.000 kr.

Hvis Model Y skal være Performance-versionen, begynder prisen ved 591.000 kr.

Ikke syv sæder

Alle priser gælder modeller med fem sæder. Syv sæder kan ikke bestilles.

Tesla siger ikke noget om, hvor modellerne kommer fra, men tyske medier bekræfter, at Model Y bliver leveret til Europa fra Shanghai, Kina. Fabrikken i Tyskland ventes først klar omkring årsskiftet, men med de kinesiske biler kan Tesla levere fra september.

Volvo C40 kommer til Danmark i begyndelsen af 2022. Der findes foreløbig kun én variant med godt 400 hk.
Volvo C40 kommer til Danmark i begyndelsen af 2022. Der findes foreløbig kun én variant med godt 400 hk.

El-Volvo til 460.000 kr.

Samtidig med Teslas annoncering melder Volvo klar med prisen på C40-modellen, der er en rent elektrisk crossover. Her koster lanceringsmodellen, med højt udstyr, firehjulstræk og 408 hk, lige godt 459.000 kr. Rækkevidden er 420 km og trækvægten er 1.800 kg.

Leveringen af C40 begynder i første kvartal af 2022.

Ford Mustang Mach-E koster 636.000 kr. i GT-udgaven med 487 hk, 860 Nm og 0-100 km/t. klares på 3,7 sekunder.
Ford Mustang Mach-E koster 636.000 kr. i GT-udgaven med 487 hk og 860 Nm. 0-100 km/t. klares på 3,7 sekunder.

Ford åbner nu for salget af Mustang Mach-E GT, og dermed kendes prisen nu også på topmodellen. 636.000 kr. koster GT-udgaven, der kan bryste sig at 487 hk og en rækkevidde på op til 500 km.

Se nye elbiler i 2021 og 2022

I den mere eksotiske elbil-afdeling har Hyundai skåret en kraftig luns af prisen på brinbilen Nexo. Den fås nu – med alt i udstyr – for 550.000 kr. Det er en nedsættelse på 80.000 kr.