Opel overhaler nu næsten alle andre i PR-kapløbet om først at blive helt elektrisk. Allerede fra 2028 vil det være slut med salg af Opel- og Vauxhall-modeller med benzin- og dieselmotorer.
Dermed lægger Opel sig i spidsen i denne proces. Indtil videre er det kun Jaguar, som har meddelt en stramme køreplan ved at erklære sig helt elektrisk fra 2025. Ford har i Europa sat en tilsvarene deadline til 2030.
Opels elektriske kurs er stukket ud, efter at moderfirmaet Stellantis har lagt en ambitiøs plan for elektrificering. Opel har fået rollen som familiens mest grønne bilmærke.
Manta genopstår som elbil
Som et særligt elektrisk fyrtårn vil Opel lancere en eldreven sportslig bil omkring 2026. Det bliver under det historiske Manta-navn.
Opel viser en skitse af den kommende elbil, som ser ud til at blive en mellemstor crossover. Den oprindelige Manta blev produceret i to generationer fra 1978 til 1988.
Inden udfasningen af benzin- og dieselbiler i 2028 vil Opel være ’helt elektrificeret’ fra 2024, siger Opel-chef Michael Lohscheller.
Om det kun indebærer fuld-hybrider og opladningshybrider, eller om mildhybrider også tæller med, fremgår ikke af hans udtalelse.
Brint får en vis rolle i elektrificeringen i form af varevogne med brændselsceller. Den første er klar i år.
Samtidig annoncerede Opel, at mærket vil gøre sin entre på det store kinesiske marked.
Se alle elbiler i 2021 og 2022