Tyske bilgiganter får milliardbøde af EU

VW, Audi, Porsche, BMW og Mercedes-Benz straffes for aftalt spil om bilers miljøegenskaber. EU klar til at slå hårdt ned på alt, der bringer EU’s grønne mål i fare, siger kommissær Margrethe Vestager.

Volkswagen er blandt de tyske bilproducenter, som er dømt af EU for ulovligt samarbejde.
Nyt om biler

En gruppe af Tysklands største bilproducenter kan se frem til at skulle betale en bøde på omkring 6,5 mia. kr.

EU-Kommissionen har fundet VW, Audi, Porsche, BMW og Daimler (Mercedes-Benz) skyldige i at have aftalt ikke at konkurrere på at forbedre dieselbilers miljøegenskaber, selvom alle fem havde teknologien til at gøre dem renere.

Det nu ulovlige samarbejde fandt sted i perioden juni 2009 til oktober 2014.

Aftalte maks.-størrelse på Adblue-tank

På tekniske møder havde bilproducenterne aftalt at holde udviklingen i ro, så bilerne kun lige levede op til EU-kravene.

Konkret undlod den tyske ’fem-bande’ at forbedre og udvikle dieselbilers SCR-system, der reducerer bilernes udledning af skadelige stoffer med NOx, kvælstofilte. Ifølge EU-Kommissionen aftalte producenterne også at begrænse bilernes tank til urea-stoffet Adblue til kun én liter.

Adblue bruges til at sprøjte ind i bilens efterbehandlingssystem, hvor det reducerer NOx-udledningen.

Ved at holde igen med at udnytte teknologien til at mindske bilernes udledning af skadelige stoffer har bilproducenterne bedre senere kunnet skruet op for effektiviteten, i takt med at EU har skærpet kravene.

- Dagens beslutning (afgørelsen 8. juli, red.) handler om, hvordan legitimt teknisk samarbejde gik galt. Konkurrence og innovation om håndtering af bilforurening er afgørende for, at Europa kan nå sine ambitiøse Green Deal-mål. Denne beslutning viser, at vi ikke tøver med at skride ind mod alle former for karteladfærd, der bringer dette mål i fare, udtaler EU-kommissær Margrethe Vestager.

Daimler slipper for bøde

Selvom alle fem bilproducenter har erkendt deres involvering i kartellet, slipper Daimler for at skulle betale sin del af bøden, da Stuttgart-producenten selv gik til EU og fremlagde og sin skyld.

Også Volkswagen-koncernen får en rabat på 45 procent efter at have stillet den nødvendige dokumentation for sin deltagelse til rådighed, mens BMW afviste at gøre det samme.

Derfor skal Volkswagen betale 3,8 mia. kr. i bøde, mens BMW’s del er på 2,8 mia. kr., men for et langt lavere antal biler.

Volkswagen anker måske

Volkswagen overvejer, om firmaet vil udfordre beslutningen, da man mener, at straffen for tekniske samtaler om renseteknologi vil skabe en tvivlsom præcedens.

- Kommissionen går ind på nyt, juridisk territorium, fordi den for første gang behandler teknisk samarbejde som en antitrust-overskridelse, siger Volkswagen i en udtalelse og tilføjer, at ingen kunder har lidt skade.

Sagen om samarbejde med diesel-rensning er ikke relateret til Volkswagens dieselsnyd fra 2015.

Få FDMs nyhedsbreve