Varevogne halter noget efter personbiler, når det gælder batteridrift. Men i år er der kommet mange rent elektriske varevogne, og de satte deres præg på finalefeltet til konkurrencen Årets Varebil 2022.
Vinderen, som blev kåret ved FDM Sjællandsringen 13. september, har også store elektriske ambitioner. Det er Renault Kangoo, der kørte med titlen, men eksemplaret, der deltog og blev direkte bedømt, var med dieselmotor.
Men Kangoo tilbydes snart i en batteridrevet version, og i 2022 kommer også en udgave, der kører på brint. Kangoo er en mindre varevogn, og den findes også som storefamiliebil, men tilbydes for tiden ikke i Danmark.

Elektriske firlinger
På andenpladsen kom et kuld elektriske firlinger, Toyota Proace/Opel Vivaro/Peugeot Expert/Citroën Jumpy.
Også bilen på femtepladsen er rent elektrisk, en gulplade version af SUV’en Aiways U5.
Det er en jury på otte fagjournalister fra Danske Motorjournalister, der har valgt Årets Varebil 2022. I alt deltog ti kandidatbiler.

Vinderen vil være udstillet i forbindelsen med fagmessen Transport 2021, der åbner i Herning 16. september.
Resultatet i finalen (med point):
1 Renault Kangoo 62
2 Toyota Proace Electric/Opel Vivaro-e/Peugeot e-Expert/Citroën Ë-Jumpy 57
3 VW Caddy 33
4 Toyota Hilux 26
5 Aiways U5 22