Jogger er et nyt navn, man skal lære at kende – i hvert fald hvis man er på udkik efter en billig, syvpersoners bil.
Renaults lavprisafdeling, Dacia, præsenterer på den store IAA-biludstilling i München MPV’en Jogger, der skal erstatte både stationcaren Logan MCV og MPV’en Lodgy.
Dacia beskriver nyheden som en bil, der har længde som stationcar, udseende som en SUV og praktisk som en MPV.
5 eller 7 sæder
Jogger kommer med valg mellem fem og syv sæder, og særligt i sidstnævnte udgave bliver den en sjældenhed, når den lanceres omkring februar næste år.
Dacia siger, at der er ’god plads’ til syv, og i hvert fald kan Motor konstatere, at akselafstanden særdeles stor. Længden er mere almindelig, mens den udvendige bredde er mere moderat for klassen.
De to bagerste sæder er individuelle og kan foldes op eller tages helt ud.
Enormt bagagerum
Dacia Jogger-fakta
Længde 4,55 m
Bredde 1,78 m
Højde 1,63 m
Akselafstand 2,90 m
Platform CMF-B
Særligt den femsæders har et enormt bagagerum på 708 liter. Den syvsæders klarer 565 liter med de to bageste stole foldet ned (de tager lidt plads i sig selv). Med alle syv sæder i brug begrænser pladsen sig til 160 liter.
Det er dog muligt at have op til 80 kg på taget og 1.200 kg på en eventuel trækkrog.
Jogger er bygget på samme platform som bl.a. Renault Clio og Captur (men strakt ganske betydeligt). Det giver for første gang mulighed for en Dacia med hybridteknik, nemlig den samme som tilbydes i Clio. Hybriden er først klar i 2023.
Én benzinmotor - hybrid senere
I førte omgang tilbydes én motor, TCe 110, som også kendes fra Renaults hylder. Det er en trecylindret med manuelt gear.
Den nye platform gør det også muligt at give Jogger usædvanligt meget sikkerhedsudstyr for en Dacia. Hvor meget, der bliver i standard i Danmark, er uvist. Det samme gælder, hvad prisen bliver.
Clios og Capturs store skærme er der åbenbart ikke blevet råd til. Kabinen i Jogger ligner en noget ældre Renault.
Fire Dacia-nyheder på kort tid
Med lanceringen af Jogger har Dacia for alvor skruet op for tempoet. Når den kommer omkring februar, er det det rumænske mærkes fjerde introduktion på omkring 12 måneder.
I begyndelsen af 2020 lancerede Dacia minibilen Sandero/Sandero Stepway, dernæst kom den billige elbil, Spring, som er klar til kunder her i efteråret, og snart gælder det en faceliftet Duster.
En stor SUV er også på vej i form af Bigster. Den ventes klar omkring 2024.