Der har længe været stilhed hos Smart, det minibil-mærke som Daimler, der ejer Mercedes-Benz, i sin tid var med til at etablere, og som nu er et rent elbilmærke.
Ingen nyheder og intet salg. Selv om Smart stadig markedsføres af Mercedes-Benz, er der blot indregistreret tre biler i Danmark i år.
Men i det mindste manglen på nyheder er helt efter planen. Daimler kastede til dels håndklædet i ringen i marts 2019 og overdrog halvdelen af ejerskabet til Volvos ejer, Geely Holding. Det skete med løftet om at lancere første nye model af en helt ny generation fra 2022.
SUV i miniklassen
Og det kommer tilsyneladende til at holde. På bilmessen IAA viser Daimlers og Geelys fælles barn sin første model. Det sker med den produktions-nære konceptbil Concept #1.
Det er en kompakt SUV, som bliver mærkets hidtil største model. Med en længde (på konceptbilen) på 4,29 meter er den en anelse længere end Renault Captur, men akselafstanden er voldsomme 11 cm større.
Det tyder på god kabineplads, hvilken billederne af kabinen også synes at bekræfte. Bilen er tilmed særdeles bred.
440 km på en opladning
Smart Concept #1-fakta
Længde: 4,29 m
Bredde: 1,91 m
Højde: 1,70 m
Akselafstand: 2,75 m
Platform: Geely SEA
Smart giver ikke tekniske detaljer, men uofficielle kilder oplyser, at SUV’en får en ydelse på omkring 250 hk, et batteri på knap 70 kWh og en officiel rækkevidde på 440 km.
Det er i en helt anden liga end dagens Smart For Two, som ikke kører meget mere end 100 km mellem opladninger.
I kabinen har de ombordværende udsigt til en usædvanlig, tredimensionel skærm, som måler 12,8 tommer.
Teknisk basis fra Geely - og Volvo
Platformen er angiveligt den, som Geely har udviklet sammen med Volvo, og som kun skal bruges til rene elbiler. Platformen viser hermed, at den er ekstrem fleksibel. Dette er den hidtil mindste version indtil videre, men byggeklodserne skal også kunne strækkes helt op til biler på størrelse med Volvo XC90.
Opgaverne hos det nye Smart er fordelt sådan, at Mercedes-Benz står for det visuelle design, mens Geely tage sig at teknisk udvikling og produktionen. Smart-bilerne skal bygges i Kina og sælges i både Kina og Europa.