Mazdas fire år gamle SUV, CX-5, sælger stadig pænt (ligger nr. seks i klassen), og nu trækker det op til et facelift, som når ud til danske kunder i begyndelsen af 2022.
CX-5 får på den visuelle side nydesignet front og markante nye lygter for og bag i 2022-udgaven. Fronten har fået en mere tredimensionel og kantet udformning af grillen samt nye kofangere for og bag. Desuden kommer der tre modellinjer hver sin designmæssige karakter.
Den ene hedder Newground og kendes bl.a. på sorte sidespejle, limegrønne elementer i grillen samt tofarvede 19 tommer alufælge. Også interiøret er forskellige mellem linjerne; Newground har sæder med sort kunstlæder og ’ruskindslignende’ stof.
Homura er mere sportslig og har udvendigt blank sort overflade på grillen, den nederste del af kofangerne, skærmkanterne samt sidespejlene. Her er der sorte 19 tommer fælge og røde elementer i grillen.
Kan kombineres med tre udstyrsniveauer
I topmodellen Luxury er alle karrosseridele lakeret i bilens farve og fælgene er sølvfarvede. I Luxury dukker rigtigt læder op til sæderne i form af nappalæder og paneler med træindlæg.
Det er dog ikke nok for kunden at vælge en af de tre modellinjer. De skal stadig kombineres med udstyrsniveauerne Sense, Sky og Cosmo. Det giver mange valgmuligheder - Mazda siger ikke hvor mange – og da bilerne bygges i Japan, kan der formentlig blive lang leveringstid på kombinationer, som ikke er på lager eller på vej.
2 benzin, 1 diesel
Motorprogrammet omfatter to Skyactiv-G benzinmotorer, 2.0 med 165 hk og 2.5 med 194 hk, samt en diesel, 2.2 med 184 hk. Den særlige Skyactiv-X benzinmotor med dieselegenskaber tilbydes ikke i CX-5.
Ved opdateringen er der sket justeringer af karrosseriet, undervognen og sæderne for at gøre køredynamikken og kørekomforten bedre. Støjniveauet er også reduceret, siger Mazda, særligt ved kørsel på dårlige veje.
Nyt er også muligheden for at vælge mellem flere køreprogrammer. Modeller med firehjulstræk får også en offroad-funktion.
Omsider tilbydes trådløs telefonoplader, og sandelig om CD-afspilleren er forsvundet! Sikkerhedsudstyret suppleres med en køassistent i modeller med adaptiv fartpilot og automatgear.
Priserne på den fornyede CX-5 kendes ikke.
To helt nye hybrid-modeller
Mazda fortæller samtidig om to nye SUV-modeller. De hedder CX-60 og CX-80. CX-60 kommer en gang i 2022, mens CX-80, der er en forlænget udgave med syv sæder, følger efter i 2023.
Bilerne er bygget på en helt ny platform, og de tilbydes for første gang hos Mazda som plugin-hybrider. Det sker med en firecylindret benzinmotor som primært energikilde.
Sekscylindret diesel
Derudover kommer noget så eksotisk som en ny generation af sekscylindrede rækkemotorer, både en Skyactiv-X benzinmotor og – endnu mere usædvanligt - en Skyactiv-D dieselmotor. Begge er kombineret med 48 volt-mildhybridsystem.
Mazda afslører også, at mærket fra 2025 vil introducere et antal nye, rene elbiler. Det kunne tolkes som om, at der ikke kommer andre nye elbiler inden da – ud over at elbilen MX-30 er på vej i en udgave med en benzindrevet rækkevidde-forlænger.