Den elektriske revolution er endegyldigt slået igennem.
Når både ekstremt prisfølsomme Dacia og hyper-traditionsrige Rolls-Rolls lancerer elbiler, er kursen klar for fremtidens biler. Der er ikke længere nogen økonomiske eller filosofiske hindringer for, at alle typer personbiler kan og vil blive helt eldrevne.
Rolls-Royce, der må anses for verdens mest traditionsrige bilmærke rundet af en historie med 12-cylindrede benzinmotorer, annoncerer sin første elbil til at komme i slutningen af 2023.
Spectre - et genfærd
Normalt finder Rolls-Royce navne til sine nye modeller i sin egen historie. Ikke denne gang. Spectre, der betyder spøgelse eller genfærd, har ikke været brugt før. Et historisk navn er derimod Ghost, altså spøgelse.
Navnet er Spectre
Elbilen, der får navnet Spectre, skal snart ud på sin første testkørsel. 2,5 mio. testkilometer er planlagt.
- I dag er den mest signifikante dag i Rolls-Royce Motor Cars’ historie siden 4. maj 1904. På den dag mødtes vore grundlæggere, Charles Rolls og Sir Henry Royce, og blev enige om at skabe ’den bedste bil i verden’, sagde topchef Torsten Müller-Ötvös, da han offentliggjorde planen om Spectre.
Ved præsentationen viste han en kamufleret prototype, men direktøren understregede, at der er tale om en rigtig og køreklar bil.
Testprogrammet ventes gennemført, så de første kunder kan få deres Spectra om to år – i sidste kvartal af 2023.
Torsten Müller-Ötvös meddelte ved samme lejlighed, at fra 2030 vil alle Rolls-Royce være rent elektriske.
En spådom er gået i opfyldelse – efter 117 år
Den ene af Rolls-Royces’ grundlæggere, Henry Royce, var fascineret af alt, hvad der var elektrisk og hans første foretagende byggede dynamoer og elektriske kranmotorer.
Det var dog Charles Rolls, som for alvor forudså en elektrisk fremtid for biler. I april 1900 oplevede han en tidlig elbil, Columbia, og erklærede, at dens elektriske drivline var ideel. Rolls erklærede:
- Den elektriske bil er perfekt støjfri og ren. Der er ingen lugt eller vibration, og den kan blive meget brugbar, når faste opladningsstationer kan opsættes. Men indtil videre forudser jeg, at de ikke vil være særlig anvendelige - i hvert fald ikke de kommende mange år.