Afgørelsen er faldet: Hyundai Ioniq 5 er Årets Bil i Danmark 2022. Den store elbil vandt titlen med en rimelig sikker føring til konkurrenterne i finalen.
Dermed er det tredje år i træk, at en ren elektrisk bil vinder den danske titel.
Det er samtidig første gang, at en koreansk bil stryger helt til tops. Tilmed kom Kia ind på tredjepladsen. Søstermærket til Hyundai opnåede i 2008 en andenplads med Kia Ceed.
Fire FDM-dommere
Årets Bil i Danmark kåres af en jury på 23 medlemmer fra Danske Motorjournalister. Motor/FDM har fire medlemmer, og alle fire havde enten Hyundai Ioniq 5 eller Kia EV6 på førstepladsen.
Hyundai Ioniq 5 er første bil fra Hyundai-Kia på en ny elektrisk platform, der bl.a. giver mulighed for ekstra hurtig ladning på farten. Ioniq 5, der er en crossover af type, har rigtig god kabineplads og en nærmest lounge-agtig indretning. Der er valg mellem baghjulstræk og firehjulstræk, adskillige motorydelser og officielle rækkevidder på 384-481 km.
Priserne ligger mellem 325.000 og 435.000 kr., og dermed er alle varianter afgiftsfrie.
Søsterbil på tredjeplads
Kia EV6, som kom ind på tredjepladsen, har helt samme teknik, men adskiller sig både i det udvendige design og i en række detaljer. F.eks. er EV6 sat lidt mere dynamisk op i kørestil og har lidt større batterier. Kia’en har lidt kortere akselafstand og er fem cm lavere, så pladsen ved bagsædet er lidt mindre end i den ekstraordinær rummelige Ioniq 5.
På en fornem andenplads kommer Polestar 2. Det svensk-kinesiske mærke har dermed fået en forrygende start i Danmark efter lanceringen i august og har solgt og leveret mange hundrede biler. Polestar 2 er baseret på teknikken fra Volvo XC40, men har en noget anderledes kabine og er først med styresystemet Android Automotive fra Google.
Udnævnelsen af Årets Bil i Danmark 2022 skete dagen efter, at den europæiske jury bag Car og the Year offentliggjorde sine syv finalister. Årets Bil i Europa kåres først til februar.