Det går hastigt opad for salget af elbiler og plugin-hybrider. Med en måned tilbage af 2021 er andelen af opladelige biler præcis dobbelt så høj som sidste år.
32,9 procent af alle nye biler i år kan lades op mod 16,4 procent i hele 2020. Den høje andel blev forstærket i november, hvor det blev til 45 procent opladelige biler – omtrent samme andel som i august, september og oktober. Det viser de nyeste tal for De Danske Bilimportører.
Det er fortsat opladningshybriderne, der udgør den største andel af de to elektriske typer, og ’forspringet’ er blevet øget fra 2020 til 2021.

Plugin-hybrider fører over elbiler
For året indtil videre står plugin-hybrider for 20,9 procent mod de rene elbilers 12 procent. I november stod det 24,3 procent mod 20,3 procent, så på det seneste har elbiler hentet ind.
Det samlede bilsalg fortsætter dog med at gå tilbage, ifølge bilbranchen især på grund af leveringsvanskeligheder, der især kan tilskrives manglen på mikrochip samt andre forsyningsflaskehalse.
I november blev knap 15.000 nye personbiler indregistreret. Det er 18 procent færre end i november 2020. For hele året er tilbagegangen på 4,5 procent.

En Kia i top
Kia Ceed indtager i november førstepladsen blandt alle biler i kraft af et meget stort antal pluginhybrider – næsten 80 procent af Ceed-salget.
På de næste tre pladser kommer minibilerne Hyundai i20, Citroën C3 og Peugeot 208, stort set alle benzinbiler.
Efter 11 måneder ligger Ford Kuga – der næsten udelukkende sælges som plugin-hybrid – stadig øverst på den danske salgsliste. Men med en dårlig måned i november er Citroën C3 rykket meget tæt på.
Blandt de rene elbiler ligger VW ID.4 også i november forrest med Ford Mustang Mach-E lige i hælene. Også for året som helhed er ID.4 klart i front trods leveringsvanskeligheder og lange ventetider. Nr. to og tre er VW ID.3 og Tesla Model 3.
Som en eksotisk nyhed blandt elbiler, har den første Xpeng G3 fået danske nummerplader på.
Top 20 - Personbiler i november
Nr. | Bil | Antal |
---|---|---|
1 | Kia Ceed/Xceed | 520 |
2 | Hyundai i20 | 514 |
3 | Citroën C3 | 412 |
4 | Peugeot 208 | 366 |
5 | Volvo XC40 | 366 |
6 | Peugeot 3008 | 351 |
7 | Toyota Aygo | 340 |
8 | Renault Clio | 260 |
9 | VW ID.4 | 257 |
10 | Hyundai i10 | 248 |
11 | Nissan Qashqai | 246 |
12 | Ford Mustang Mach-E | 243 |
13 | Hyundai Ioniq 5 | 227 |
14 | Kia Niro | 226 |
14 | Mercedes-Benz A-klasse | 226 |
16 | Audi Q5 | 223 |
17 | Mercedes-Benz E-klasse | 214 |
18 | VW Polo | 208 |
19 | VW T-Roc | 203 |
20 | BMW 3-serie | 201 |
Top 10 - Elbiler
Nr. | Bil | Antal |
---|---|---|
1 | VW ID.4 | 257 |
2 | Ford Mustang Mach-E | 243 |
3 | Hyundai Ioniq 5 | 227 |
3 | Volvo XC40 | 227 |
5 | VW Up | 169 |
6 | Kia EV6 | 140 |
7 | Audi Q4 | 137 |
8 | Kia Niro | 133 |
9 | Cupra Born | 126 |
10 | Polestar 2 | 125 |
Top 10 - Plugin-hybrider
Nr. | Bil | Antal |
---|---|---|
1 |
Kia Ceed/Xceed | 408 |
2 | Peugeot 3008 | 312 |
3 | Audi Q5 | 216 |
4 | BMW X3 | 156 |
5 | MG EHS | 144 |
6 | Renault Captur | 138 |
7 | Ford Kuga | 137 |
8 | BMW 5-serie | 129 |
9 | Citroën C5 Aircross | 128 |
10 | Volvo XC40 | 125 |
Kilde: De Danske Bilimportører