Nio kommer snart til Danmark. Det unge kinesiske mærker bekræfter nu, at det kommer hertil i løbet af 2022, hvilket Motor tidligere har vurderet som realistisk.
Det sker samtidig med verdenspremieren på ET5, som kan blive en meget spændende og relevant model. ET5 er en 4,70 meter lang ’sportssedan’ og kan dermed konkurrere mod bl.a. Tesla Model 3, Polestar 2 og BMW i4. ET5 ser ud til at have et femdørs karrosseri.
Nios to første modeller i Europa er noget større, nemlig Volvo XC90-konkurrenten Nio ST8 og Tesla Model S-konkurrenten ET7.
Disse to vil formentlig være klar ved den danske lancering af Nio. ET5 kommer i Kina til september, og det bliver sandsynligvis et godt stykke ind i 2023, før den når til Europa.
Femdørs med 750 km rækkevidde
ET5 bliver tilbudt med tre batterier: 75, 100 og 150 kWh. De tilhørende rækkevidder opgives til 550, 700 og 1.000 km efter den kinesiske norm. For at få de europæiske WLTP-tal skal man trække omkring 25 procent fra. Dermed vil topmodellen officielt kunne klare ca. 750 km.
Bilen vil som øvrige Nio-modeller kunne skifte batteri. Det kræver et månedligt abonnement, men til gengæld er købsprisen noget lavere.
ET5 er en vild krabat, i hvert fald i den viste udgave. Bilen har en 150 kW-motor foran og en 210 kW-motor bag, tilsammen 360 kW eller 490 hk. 0-100 km/t. klares på km/t på 4,3 sekunder.
Selvkørende pr. abonnement
Nio arbejder meget med fuldt selvkørende teknik, og ET5 bliver tilbudt med en avanceret udgave af det, som Nio kalder NAD. ET5 vil ’gradvist opnå en sikker og tryg autonom køreoplevelse for eksempel på motorveje, i byområder, til parkering og batteriombytning.’
Den selvkørende funktion, som bl.a. benytter lidar, betales i form af et månedligt abonnement, som i Kina koster ca. 700 kr.
Skærm på 201 tommer
ET5 får også en særlig og ny form for skærmteknik, kaldet Panocinema, der består af et ’panoramisk og fordybende digitalt cockpit’. Nio er ved at få udviklet AR-briller (augmented reality), som kan skabe en oplevet skærmstørrelse på 201 tommer seks meter væk.
Det fremgår ikke, om det kan bruges under kørslen eller er tiltænkt f.eks. en biografoplevelse under parkering.