Efter en lang periode uden nyheder og med faldende salg er Alfa Romeo endelig klar med en ny model.
Navnet er Tonale, og selv om den blev vist som konceptbil for tre år siden, har det italienske bilmærke pænt ventet på at støvet har lagt sig, efter af mærket er blevet lagt sammen med bl.a. Citroën og Peugeot.
Tiden er brugt til at forbedre og opdatere teknikken i bilen, og Tonale får således en helt ny skærm-løsning, som ifølge producenten skal bringe mærket tilbage som en teknisk spydspids.

Konkurrent til BMW X1 og Volvo XC40
Tonale er en mellemklasse-SUV på størrelse med Peugeot 3008 og skal konkurrere mod biler som BMW X1 og Volvo XC40.
Der bliver mange motorvarianter. I Danmark samler interessen sig med det nuværende afgiftssystem om en plugin-hybrid.
Det er en firecylindret benzinmotor på 1,5 liter, der danner basis. I plugin-hybriden er effekten 275 hk, idet der sidder en kraftig elmotor ved bagakslen. Så har bilen firehjulstræk og hedder Q4. Fortil trækker benzinmotoren på forhjulene gennem et traditionelt sekstrins automatgear. Rækkevidden på strøm er ca. 60 km.

Mildhybrid med 48 volt
Den almindelige hybrid har også en firecylindret 1.5-liters benzinmotor fra Stellantis, men Alfa Romeo har optimeret den og bl.a. kombineret den med 48-volt mildhybrid-teknik. Ydelsen er enten 130 eller 160 hk, idet elmotoren yder op til 15 kW (20 hk). Hybriderne har syvtrins-dobbeltkoblingsgear. Desuden findes 1.6-diesel med 130 hk og (især til USA) 256 hestes, ren benzin.
Selv om platformen er baseret på koncernens grundkonstruktion, er både hjulophæng, styretøj og materialevalg ændret, så bilen får køreegenskaber, der matcher mærkets historie. Desuden bliver støddæmperne af en ny adaptiv type, med mulighed for desuden at vælge mellem sport- eller komfort-indstillinger. Der bliver valg mellem hjul med 18-, 19- og 20-tommer fælge.
Både for- og baglygter får de karakteristiske 3+3 Alfa Romeo-lygter, mens bilen fra siden ser mere neutral ud. Forlygterne er af matrix-typen i topudgaven.
Der kommer to modeller af Tonale: Super og T.I. Begge kan bestilles med to udstyrspakker: Sprint og Veloce.

Fem års garanti
Alfa Romeo Tonale skal produceres i Italien på en ombygget fabrik, og den nye konstruktion og produktion er ifølge ledelsen så gennemtænkt, at fabriksgarantien nu øges til fem år. Det oplyses ikke, hvilken km-begrænsning der eventuelt bliver.
Samtidig ventes Alfa Romeo at lancere gode leasingpriser, så Alfa Romeo Tonale kan blive en vigtig bilmodel på firmabils-markedet. Og som noget nyt kan bilen konfigureres, bestilles og betales direkte på Alfa Romeos hjemmeside.
Se forskellen på konceptudgaven fra 2019 (rød) og produktionsmodellen (blå). Bemærk bl.a. de bageste dørgreb.
Navngivet efter alpepas
Den nye SUV er navngivet efter Tonale-passet, som ikke ligger langt fra Stelvio-passet i Alperne, der er kendt for storslåede højder, frodige vandfald og sne året rundt.
Sidst, Alfa Romeo lancerede en helt ny model, var den store Stelvio, som nu har fem år på bagen.
Den nye Tonale er i Danmark til sommer.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.