Elmotor sender sejlivet Honda ind i fremtiden

Honda Civic er en af bilhistoriens længstlevende modeller, og snart er 11. generation klar til danske kunder. Den hurtigt roterende VTEC-motor er ude; inde er en kraftig hybridmotor.

Honda Civic i 11. generation
Nyt om biler

Honda varmer op til at sende endnu en hybrid ud på vejene. Efter at have vist den globale udgave af 11. generation Civic sidste sommer, er der nu premiere på den europæiske version. Og Honda giver omsider detaljer om bilens evner.

Der kommer kun en motorversion, og den er sådan set ingen overraskelse. Honda kalder den e:HEV, og den svarer helt til den motorteknik, som findes i SUV’en CR-V. De to biler deler i det hele taget platform, dvs. grundlæggende teknik.

Energien kommer i begge biler fra en 2.0-benzinmotor, men for det meste sendes energien først gennem en generator og så videre til en kraftig elmotor, der primært driver bilen frem. Det er primært ved høje hastigheder, at benzinmotoren får lov at drive hjulene via en mekanisk forbindelse.

Honda Civic er blevet lidt mindre rebelsk at se på i den nye, 11. udgave.
Honda Civic er blevet lidt mindre rebelsk at se på i den nye, 11. udgave. Motorhjelmen er sænket 2,5 cm i forhold til forgængeren.

Honda har kun hybrider

Dermed er alle Hondas modeller elektrificerede med mærkets særlige hybridteknik bortset fra den rene elbil e.

Lige som i HR-V er ydelsen i Civic 184 hk og 315 Nm, men en markant forskel er benzinøkonomien. Mens SUV’en kører 15,2 km/l ifølge normen (151 gram CO2), når den lavere Civic ifølge Hondas forventninger over 20 km/l (under 110 gram CO2).

Den nuværende generation havde valgt mellem 126- og 182-hestes benzinmotorer.

Om der skulle blive en ren elversion, er uvist. SUV'en HR-V kommer som ren elbil i efteråret 2023.

Honda Civic virker som en ganske elegant hatchback. Det lader til, at en sedan (som ligner temmelig meget) ikke kommer til Europa.
Honda Civic virker som en ganske elegant hatchback. Det lader til, at en sedan (som ligner temmelig meget) ikke kommer til Europa.

Større fodaftryk

Civic 11 er vokset pænt fra forgængeren. Akselafstanden er øget 3,5 cm, hvilket ifølge Honda øger kabinepladsen. Vinduesarealet er øget, og vindueslinjen er sænket for bedre udsyn fra bagsædet.

Bilen har beholdt en forholdsvis traditionel betjening med store knapper til bl.a. klimaanlæg, men er samtidig kommet i skærmalderen. Instrumenthuset i topudgave består af en 10,2-tommers skærm.

Størrelsen på den centrale trykskærm er øget til ni tommer og er flyttet opad. Systemet omfatter trådløs Apple Carplay og Android Auto.

Førerpladsen i Civic er holdt i den traditionelle, førerorienterede stil med en del fysiske knapper.
Førerpladsen i Civic er holdt i den traditionelle, førerorienterede stil med en del fysiske knapper.

Civic er femdørs

Civic er en femdørs hatchback. Størrelsen på bagagerummet siger Honda ikke noget om. Honda siger heller ikke noget om, hvorvidt en sedan-udgave kommer til Europa.

Den nye Civic hatchback kommer til Europa og Danmark til efteråret, 15 måneder efter den globale debut. Men selv om optrækket dermed har været ualmindeligt langt, ser Honda i modsætning til mange andre bilproducenter ud til at holde løfterne. Indtil videre i hvert fald.

Terminen ’efterår 2022’ blev meldt ud sidste sommer, og nu ved den europæiske premiere holder Honda fast i det tidspunkt.

Instrumenthuset består af en 10-tommer skærm i topudgaven. Det er dog mindre end i mange andre nye biler (som har 12,3), og sideinstrumenterne er ikke en del af den centrale skærm.
Instrumenthuset består af en 10-tommer skærm i topudgaven. Det er dog mindre end i mange andre nye biler (som har 12,3), og sideinstrumenterne er ikke en del af den centrale skærm.

En af verdens mest solgte

Den nuværende 10. generation er udgået af de danske prislister.

Den nye Civic bliver 11. generation siden fødslen i 1972 og er dermed en af verdens mest sejlivede modeller. Flere end 27 mio. eksemplarer er bygget. Kun få biler kan slå det – særligt Toyota Corolla (debut 1966, 35 mio. styks) og Ford F-serien (debut 1948, 40 mio. styks).

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve