Ikonisk 4x4-mærke skifter til strøm

Jeep gør klar til at lancere sin første rene elbil. Det bliver en kompakt model, som allerede lanceres næste år. Den får hurtigt følgeskab af nye elbiler fra Fiat og Alfa Romeo. Og af en stor Ram på strøm. Moderfirmaet Stellantis vil kun sælge elbiler om otte år.

Jeeps lille el-SUV kommer i begyndelsen af 2023.
Nyt om biler

Jeep er et offroader-mærke af den klassiske skole, og nu viser amerikanerne, at det ikke er nogen hindring at kombinere ren eldrift med offroad-kørsel.

Det sker med denne nye og indtil videre navnløse model, som Jeep vil sende på markedet allerede i begyndelsen af 2023.

Elbilen er i udseende tættere på en urban crossover end en rå offroader af Wrangler-kaliber, men Jeep plejer at sørge for, at alle dets modeller findes i temmelig terrængående versioner.

Jeeps første elbil bliver denne SUV, som er lidt mindre end Renegade. Den skal bygges i Polen.
Jeeps første elbil bliver denne SUV, som er lidt mindre end Renegade. Den skal bygges i Polen.

Kun elbiler fra 2030

Jeep har i 2021 fået betydeligt momentum i Danmark med kraftig øget salg i form af plugin-hybrider, men mærket har manglet rene elbiler, da det tidligere Fiat Chrysler Automobiles har sovet i timen på den front.

Men som del af den nye og væsentlig større Stellantis-gruppe – med den handlekraftige, tidligere Peugeot-PSA-chef Carlos Tavares i spidsen – kommer der nu til at ske noget.

Jeeps kommende elbil blev afsløret ved præsentationen af Stellantis store strategiske plan kaldet Dare Forward 2030. Her blev det annonceret, at Stellantis-gruppen planlægger at sælge 100 procent rene elbiler i Europa ved udgangen af årtiet. I USA er ambitionen 50 procent.

Stellantis-chef Carlos Tavares fremlægger koncernens langsigtede strategi. Det indebærer bl.a., at firmaet kun vil sælge elbiler i Europa fra 2030.
Stellantis-chef Carlos Tavares fremlægger koncernens langsigtede strategi. Det indebærer bl.a., at firmaet kun vil sælge elbiler i Europa fra 2030.

75 globale elbiler

For at nå dertil og årligt kunne sælge fem millioner elbiler fra 2030, vil koncernen have 75 elbil-modeller på markedet i 2030.

Stellantis omfatter bl.a. Peugeot, Citroën, Opel, Fiat, Alfa Romeo og Jeep. Der var ikke konkrete produkt-annonceringer for nogle af disse mærker, men Tavares afslørede, at koncernens ærkeamerikanske mærke Ram også er langt fremme med en elbil.

Ram sælger pickups og SUV’er i den absolutte tunge og motorstærke afdeling.

Det amerikanske muskelbil-mærke Ram er på vej med sin første elbil.
Det amerikanske muskelbil-mærke Ram er på vej med sin første elbil, model 1500.

Bliver fætter til Fiat og Alfa Romeo

Der blev ikke givet nogen detaljer om den elektriske Jeep, men der kan med stor sandsynlighed være tale om en del af det projekt, der også skal resultere i nye SUV-elbiler fra Fiat og Alfa Romeo.

Jeep’en vil blive mindre end Renegade, mærkets p.t. mindste model. Alfa Romeo’en bliver en mindre SUV end den netop lancerede Tonale, mens Fiat’en er en crossover, som bliver en slags efterfølger for Punto.

Alle biler skal baseres på PSA-gruppens Common Modular Platform (CMP), der er udviklet sammen med Dongfeng, og som bl.a. benyttes til Citroën C4, Peugeot 2008 og Opel Corsa.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2022 og 2023