Det er ikke meget, vi har hørt til Daimlers mikrobilsmærke for nylig. Det er der en indlysende grund til. Eller to. Smart har ikke lanceret en ny model i årevis, og muligvis på grund af manglende fokus fra den danske importør, Mercedes-Benz, har stort set ingen danskere købt den eneste model i lang tid, Smart Fortwo.
Men nu bliver der skruet op for charmen og volumen hos Smart, der i nogle år har været et jointventure mellem Daimler (nu Mercedes-Benz Group AG) og Geely, Volvos ejer.
Første nye model fra det makkerpar er klar i den færdige version. #1 hedder nyheden, som Smart muligvis vil have os til at udtale ’Number One’.
Smart #1
Længde: 427 cm
Bredde: 182 cm
Højde 164 cm
Akselafstand: 275 cm
Platform: SEA
272 hk
For første gang kan man nu se, hvordan produktionsudgaven ser ud. Samtidig bekræfter Smart topudgavens ret voldsomme ydelse på 272 hk. Kræfterne overføres via baghjulene.
Smart har ellers historisk været særdeles ydmyg med hestekræfter med sine trecylindrede benzinmotorer – og også sine seneste eludgaver.
#1 kan lade med 22 kW med vekselstrøm, og med en sådan lader kan bilen lades fra 10 til 80 procent på tre timer. Med lynladning kan samme opladning klares på under 30 minutter under optimale forhold. Smart angiver ikke den maksimale ladeeffekt. Heller ikke en rækkevidde oplyses der om, men på et kabinebillede ses det, at der står rækkevidde 400 km.
På størrelse med Peugeot 2008
Med en længde på 4,27 meter er Smart #1 umiddelbart i klasse med bl.a. Peugeot 2008, men savner ellers direkte, elektriske konkurrenter i den størrelse. Den kommende Mini Countryman Electric er nok den mest oplagte.
Bilens velvoksne akselafstand på 2,75 meter anbringer den mere i klasse med modeller som Mercedes-Benz EQA og Volvo C40.
Bygget på Volvo-Geely-platform
Smart #1 er bygget på Geely-gruppens nye elbilplatform, SEA. Det er en fleksibel byggesten til rene elbiler i stærkt varierende størrelser. Adskillige kommende Volvo’er bliver også basereret på SEA, der både tilbyder forhjulstræk, baghjulstræk og firehjulstræk.
Op til tre motorer kan SEA-bilerne få, og i nogle udgaver kan bilerne lades med 800 volt.
Smart angiver ikke en europæiske lanceringstermin, men det tyder på, at bilen kan være hos de første kunder tidligt i 2023.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.