Egentlig er der jo ikke noget i vejen med indgroede vaner. De kan være med til at skabe overblik og stabilitet i hverdagen og gøre livet nemmere at leve. Problemerne opstår først, hvis vanerne bliver for indgroede og skygger for, at tingene kan gøres på en anden måde – måske endda bedre.
Sådan er det også, når der skal vælges klassisk bil. En række modeller har langt større bevågenhed end andre, alene fordi de er så velkendte og udbredte, som de er, og derfor bliver de ofte betragtet som de oplagte valg. Men er de nu også altid så oplagte? Det korte svar kan godt være ja, men der er næsten altid et alternativ, hvis man ikke partout vil gøre ligesom alle de andre.
Tag nu en bil som MGB. Den hylder alle – inklusive os her på MotorClassic – jo som den vel nok mest ukomplicerede klassiker af dem alle og den ideelle begynderveteran. Nem at finde, nem at køre, nem og billig at vedligeholde. Men en Sunbeam Alpine er et fuldgodt alternativ og samtidig en både vellykket og langt mere usædvanlig bil.
Skil dig ud eller spar penge
Der kan være flere gode grunde til at ville prøve noget andet. I nogle tilfælde, men ikke dem alle, kan du spare mange penge på både indkøb og drift af den klassiske bil. For eksempel er en Alpine Renault A310 V6 betydeligt billigere at købe end en Porsche 911, og franskmanden har jo også seks cylindre omme i rumpen. En Triumph TR6 har ligesom en Austin-Healey 3000 en ordentlig, buldrende bamse af en sekscylindret rækkemotor, men koster kun det halve.
I andre tilfælde er det lysten til at skille sig lidt ud fra mængden, der spiller ind. Det gør en Ferrari 308 selvfølgelig altid, men en Maserati Merak, der koster nogenlunde det samme at købe og køre, er et endnu mere sjældent syn på danske veje. Biler som Ford Mustang og Fiat 500 dukker også op i bunkevis ved de lokale havnetræf rundt om i landet – men hvornår så du sidst en tidlig Plymouth Barracuda eller en Fiat 126 nede på kajen?
For hånden på hjertet: Er det ikke bare sjovere, hvis det er din bil og ikke den lige ved siden af, folk flokkes om og snakker om, når de atter er på vej hjem? Som du ser herunder, er der mange muligheder for at tænke anderledes. Hvis du tør og vil. Så hvorfor ikke bare kaste sig ud i det?
Er du interesseret i klassiske biler?
Husk, FDM udgiver specialmagasinet MotorClassic, Danmarks eneste magasin om klassiske biler og veteranbiler. MotorClassic udkommer seks gange om året og forhandles i bladkiosker, på FDMshop.dk og kan fås på abonnement.