Står det til Audi, skal elbilister i den grad forkæles, når der skal strøm på bilen. Med et nyt koncept for en ladestation vil mærket skabe komfortable forhold for ejerne, mens bilen får strøm på.
En flot indrettet lounge skal give samme oplevelse, som man kan opleve i f.eks. lufthavne, hvis man flyver på business class, og et samarbejde med andre firmaer gør det muligt at få leveret dagligvarer direkte til bilen, eller få den vasket og støvsuget, mens den lader.
Ladestationen kan sættes op overalt
Men det er ikke kun disse luksustiltag, der gør de nye ladestationer interessante. For en af grundpillerne i det nye koncept er, at ladestationen skal kunne opstilles som en midlertidig bygning på rekordfart i byområder, og at der ikke er krav om adgang til en masse strøm. Alene de to principper kan ifølge Audi bringe etableringsfasen ned fra tre år til ni måneder.
De nye ideer om indretning af en ladestation er første gang taget i anvendelse ved en forsøgsstation i Nürnberg i Tyskland, men allerede nu er erfaringen så god, at der er planer om tilsvarende stationer i Østrig og Schweiz, ligesom yderligere fem stationer i Tyskland er på tegnebrættet.
Brugte batterier leverer strømmen
For at løse problemet med den begrænsede mængde strøm, der ofte begrænser de mulige valg af lokaliteter, har man opbygget ladestationen omkring en container med brugte battericeller, der i omfang svarer til batterierne fra 26 store elbiler.
Det er batterier, der kommer fra skrottede biler, og som nu får et langt liv på en ladestation, hvor de langsomt lades op, når strømmen er grøn og billig, og som så kan levere masser af energi på en gang, når op til otte elbiler skal lynlades samtidig.
Det hele er placeret oven på en flad byggegrund uden behov for fundamenter og lignende, og tanken er, at selve byggeriet af ladestationen tager to uger, og at den kan tages ned igen på ca. samme tid. Det kan f.eks. være når lejen af pladsen er udløbet, eller når byudviklingen kræver, at ladestationen flyttes.
Åben for alle biler
Den første ladestation i Nürnberg er åben for alle bilmærker, men har man en Audi, kan man fra bilen reservere en ladeplads, så man er sikker på at kunne komme til at lade, når man ankommer.
Alle bilister har adgang til den første del af loungen med toilet og kaffebar, mens Audi-ejere kan komme ind bag en dør og nyde ekstra god komfort i ladetiden.
I de første seks måneder har der være 5.400 besøgende, og der er blevet opladet 3.600 biler. I gennemsnit oplades 24 biler pr. dag, mens den mest travle dag klarede hele 54 biler.
Der er ikke konkrete planer om at opsætte lignende ladestationer i Danmark, men på længere sigt er det Audis plan at udrulle konceptet i alle lande.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.