Logo

Nye biler er stadig en mangelvare

Nyheder

Nyt om trafik og biler

2. juni 2022

Bilsalget går fint, men de bestilte biler kan ikke altid leveres.
Torben Arent

Leveringen af nye biler bliver ved at falde. Alene i maj dykkede indregistreringerne med 20 procent. Elbiler og plugin-hybrider holder fast i en tredjedel af salget, men det er gamle benzin-kendige, der ligger solidt øverst på hitlisten.

Salget af nye biler i Danmark tog i maj endnu en sløj måned. Eller mere præcist: Indregistreringerne af fabriksnye biler ligger lavt, for interessen for at købe nye biler er stadig stor.

- Det er desværre ingen overraskelse, at indregistreringerne fortsat falder, og i vores prognose forventer vi ligeledes et fald på 20 procent for hele året, siger administrerende direktør for De Danske Bilimportører, Mads Rørvig.

I maj fik 13.502 nye personbiler nummerplader på, hvilket er 20 procent lavere end maj 2021. I de fem første måneder af 2022 er tallet 58.741 biler, et fald på 23 procent.

En ud af tre kan lades op

De opladelige biler holder i maj samme niveau som gennem de seneste måneder, nemlig med en tredjedel af salget, nogenlunde ligeligt fordelt mellem elbiler og plugin-hybrider.

I forhold til for et år siden har elbilerne dog mere end fordoblet deres andel, mens plugin-hybrider har tabt en smule terræn.

- Vi kan se, at interessen for opladelige biler er størst hos private, hvor især elbilerne fylder i statistikken. 25 procent af privates bilkøb er elbiler, bemærker chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.

- Det er tegn på, at elbilerne for alvor har taget fat i danskerne, tilføjer han.

Mange importeres brugt

Leveringsproblemerne betyder, at mange forbrugere ser på hurtig levering via brugtimport. Der blev importeret 3.299 brugte biler i maj, hvoraf halvdelen - 1.647 - er elbiler. Ca. fire ud af ti brugtimporterede elbiler er Tesla’er.

- Nu overvejer tyskerne at ændre på deres tilskud, og det bliver interessant at se, hvordan det påvirker danskernes import af elbiler fra Tyskland, siger Ilyas Dogru.

Det er fortsat gamle kendinge i miniklassen, der ligger øverst på hitlisterne. Citroën C3 er nummer et og Peugeot 208 nr. to, både i maj og i årets første fem måneder. I maj indtager den nye Toyota Aygo X plads nr. tre.