Landets nyeste bilmærke er ramt af startvanskeligheder. Xpeng gjorde sin entré i april ved at åbne et showroom på en af Københavns dyreste adresser og lancere en Tesla Model 3-konkurrent, den mellemstore sedan P5.
Der var en indikeret pris på 390.000 kr. og mulighed for at bestille bilen til levering fra oktober. Men nu er prisen forsvundet fra mærkets hjemmeside, og det er ikke længere muligt at bestille bilen.
Xpeng ønsker kun at forklare sig over for Motor via sit PR-bureau og kun mundtligt. Talsmanden for bureauet bekræfter, at P5 er fjernet fra prislisten, at den ikke kan bestilles nu, og at Xpeng intet kan sige om, hvornår modellen kan købes, endsige leveres.
'Eksportproblemer'
Forklaringen lyder, at Xpeng har ’eksportproblemer’. Det er ikke muligt at få bilerne sejlet til Europa, siger talsmanden, hvilket angiveligt skulle skyldes eftervirkningerne af det globale logistikkaos. Derimod har Xpeng ikke problemer med at få leveret komponenter, betoner han.
Andre kinesisk producerede biler som Polestar 2, BMW iX3, Aiways U5 og alle MG’s modeller kan dog løbende blive transporteret til Europa og leveret til kunder.
SUV springes over
Samtidig der det ud til, at Xpeng i Danmark har droppet at lancere en ellers ret oplagt model, den mellemstore SUV G3.
Ved åbningen af Xpeng Experience Store i april sagde mærkets repræsentanter, at man ville vente på en faceliftet model. Den er nu kommet i form af G3i og kunne midt i juni ses på en messe i Norge.
Men adspurgt om planerne for G3 i Danmark siger en medarbejder i udstillingslokalet, at bilen ifølge hans viden slet ikke kommer.
Ydermere er der stadig intet nyt om, hvordan salg, udlevering, prøvekørsel og service/reparation skal foregå. Heller ikke, hvorvidt eller hvordan mærket vil være til stede uden for København.
Den nye udskudte Xpeng P5 har indtil videre fået ganske lunkne anmeldelser inkl. af Motor. Bl.a. får bilen kritik af ladehastighed og dens elektroniske assistentsystemer.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.