Ambitiøs kineser accelererer SUV-satsning

ES7 hedder endnu en ny model fra det hurtigt voksende mærke Nio. Den får en masse usædvanlige funktioner – inklusive batteribytte. Rækkevidden ser ud til at blive op mod 800 km.

Nio ES7 er en stor SUV med lang rækkevidde.
Nyt om biler

Første model i Danmark fra det unge bilmærke Nio vil være en avanceret sedan, ET7, nr. to ser ud til at blive den mindre sedan, ET5, og her ses allerede den tredje model, den store SUV ES7.

Nio har netop præsenteret den elektriske nyhed i sit hjemland, hvor leveringen begynder til august.

I Europa er der endnu ikke sat termin på, men det bliver nok tidligst i anden halvdel af 2023, at danskere kan få elbilen med voldsomme accelerationsevner, høj påhængsvægt og meget lang rækkevidde.

Nio ES7 er en stor SUV med rækkevidde på op mod 800 km.
Nio ES7 er en stor SUV med rækkevidde på op mod 800 km. De små buler over forruden er sensorer, formentlig bl.a. en lidar, til selvkørende funktioner.

Mellem Audi Q5 og Q7

ES7 er en stor bil med en længde på 4,91 meter og en akselafstand på 2,96 meter. Det placerer den midt mellem Audi Q5 og Q7.

Den er samtidig en smule mindre end ES8, som er Nios første model i Europa. Denne syvpersoners SUV sælges i Norge, men er droppet til de næste lande, bl.a. Danmark og Tyskland.

Kilder hos Nio antydede i april, at den teknologisk ikke kan følge med den næste nye model, som vi altså nu kan se, er ES7. Udviklingen hos de kinesiske mærker går hurtigt.

Førerpladsen i Nio ES7 er som i andre Nio-modeller domineret af skærme. Oven på instrumentbordet sidder Nomi, Nios elektroniske assistent.
Førerpladsen i Nio ES7 er som i andre Nio-modeller domineret af skærme. Indretningen ser ud til at være kraftig inspireret af Tesla - dog har Nio den skærm foran rattet, som er fraværende i Tesla Model 3 og Y. Efter kinesisk målestok er de ikke voldsomt store: 9,8 tommer for førerinstrumentet og 12,8 tommer for midterskærmen. Oven på instrumentbordet sidder Nomi, Nios elektroniske assistent.

Stort, ekstrastort og kæmpestort batteri

Fælles for dem er dog batterierne, som hos alle Nio-modeller kan skiftes på fem minutter på særlige batteriskiftestationer.

I ES7 får – i hvert fald i Kina – tre batteristørrelser: 75, 100 og 150 kWh. Det største giver ifølge den kinesiske norm 930 km rækkevidde. Efter europæisk målemetode ligner det 800.

Markant er også trækevnen. I Kina må bilen trække op til 2.000 kg og levere via et 240 volt strømudtage masser af strøm til f.eks. en campingvogn.

Anhængertrækket kommer ud og ind elektrisk – noget der endnu ikke er set på en kinesisk bil.

Ved bagsædet kan ryglænet justeres elektrisk i hældningen, der er varme i sæderne og  en lille trykskærm kan betjene musikanlægget.
Ved bagsædet kan ryglænet justeres elektrisk i hældningen, der er varme i sæderne og  en lille trykskærm kan betjene musikanlægget.

Lynhurtig

Motorydelserne er ekstreme, i hvert fald i nogen udgaver. 0-100 km/t. kan i topmodellen klares på 3,9 sekunder.

Kræfterne kommer fra to motorer. Foran sidder en med 180 kW (245 hk) og bag en endnu kraftigere på 300 kW (408 hk). Det giver samlet 653 hk og 850 Nm.

Men kunderne loves også usædvanlig komfort. Luftaffjedring er standard, bagsædets ryglæn kan justeres elektrisk, og så har bilen ’Pano Cinema, hvor de ombordværende kan bruge særlige briller, der skaber en illusion om på seks meters afstand at betragte en 201-tommer skærm.

Bagagerummet er stort og reelt. Nio angiver det til 658 liter. Om det følger den europæiske norm for bagagerumsmål er uvist.
Bagagerummet er stort og reelt. Nio angiver det til 658 liter. Om det følger den europæiske norm for bagagerumsmål er uvist.

Vokser kraftigt

Nio kom til Norge i efteråret og planlægger yderligere europæiske land, bl.a. Danmark, i slutningen af 2022

Det privatejede mærke har haft fart på, siden de første biler blev leveret for præcis fire år siden. I første halvår i år 2022 leverede Nio 50.827 biler, en fremgang på godt 20 procent i forhold til 2021. I alt har Nio leveret 217.897 biler.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2022 og 2023