Der kommer væsentlig mere fart på hjemmeladningen, når Mazda MX-30 til august kommer i en opdateret version.
Bilens nuværende enfasede lader skiftes ud med en trefaset, og dermed kan hjemme-optankningen og anden AC-ladning ske markant hurtigere end hidtil.
I stedet for ca. ti timer som nu kan en fuld opladning med den nye version ske på lidt over tre timer, når strømstyrken skrues op fra 3,6 till 11 kW.
Kunstig motorlyd er ændret - ikke fjernet
Mazda har også opdateret den kunstige motorlyd, som i kabinen skal give føreren en fornemmelse af, hvor meget motoren yder ved acceleration. Den nye lyd har fået en anden karakter, som ifølge Mazda bedre harmonerer med de øvrige lyde, der normalt er i kabinen under kørsel.
Men det fremgår ikke, at det nu skulle være muligt at slå den kunstige lyd helt fra.
Ved 2022-opdateringen tilføjes tre nye farvekombinationer. Jet Black, Zircon Sand og Soul Red Crystal kan nu kombineres med tag og sidestolper i grå eller sort. I kabinen tilføjes en ny indtrækskombination, som består af sort stof og sort kunstlæder i kombination med elementer af mørkebrunt kork.
Uændret rækkevidde: 200 km
Hurtigladningen ændres der ikke ved. Den er fortsat kun på 50 kW, men da batteriet ikke er så stort, kan 20-80 procent klares på 26 minutter.
Den beskedne rækkevidde er også uændret. 36 kWh-batteriet giver officielt en rækkevidde på 200 km og 165 km ifølge Motors 110 km/t.-måling.
Alligevel kan der være håb for dem, der finder bilen charmerende, men ikke kan leve med rækkevidden. Men det kræver en teknisk omvej.
Wankel-motor give stor rækkevidde
Mazda bekræfter nemlig, at en længe ventet version med ’rækkeviddeforlænger’ kommer inden længe, formentlig sidst i 2022.
Bilens elmotor og batteri suppleres af en éncylindret benzin-rotationsmotor (wankel), som agerer generator og kan levere nærmest uendelig mængder strøm til batteriet/elmotoren.
De tekniske detaljer kendes endnu ikke.
Om denne udgave, der kan ses som en opladningshybrid med meget stort batteri, bliver økonomisk interessant i Danmark, må tiden vise. Problemet for denne variant er, at den sandsynligvis ikke slipper afgiftsfrit, som øvrige elbiler, men beskattes væsentlig hårdere som plugin-hybrid eller ren benzinbil.
Meget få er solgt
Ikke mange danskere er indtil videre sprunget på elbilen med det friske design, men langsomme ladning og yderst korte rækkevidde. Blot 118 MX-30 er indregistreret de seneste 12 måneder. Det rækker kun til en 38. plads blandt elbiler.
Ved lanceringen af den opdaterede MX-30 holder Mazda priserne i imponerende ro sammenlignet med stort set alle andre mærkers elbiler.
Billigste MX-30 koster nu 253.000 kr.- præcis det samme som lanceringsudgaven kostede i 2020. Topniveauet, der nu hedder Makoto, koster 273.000 kr.
Bilen kan privatleases for 2.300 kr. om måneden med en førstegangsydelse på 15.000 kr. Det inkluderer kun 10.000 km, men generelt koster det blot 100 kr. ekstra om måneden at øge til 15.000 km.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.