Elbiler til tops i tynde tider

Leveringen af nye biler tog endnu et stort dyk i juli, men der er snart udsigt til bedre leveringstider, vurderer den danske bilbranche. I en måned med små salgstal triumferer elbilerne. Se listen med de mest populære biler lige nu.

VW er ved at få gang i leveringen af ID.-biler.
Nyt om biler

Også juli blev en elendig måned - hvis man er bilforhandler eller bilkøber og venter på sin nye bil.

I forhold til samme måned sidste år dykkede nybilsalget 27 procent målt på leveringer. Dermed forstærkes årets nedgang, da faldet i første halvdel af 2022 har været på 24 procent. 9.828 nye personbiler fik nummerplader på i sommerferiemåneden.

Trods endnu et dyk ser det dog ud til, at der nu er udsigt til bedring i bilindustriens leveringsmuligheder, vurderer De Danske Bilimportører.

Det lysner for levering

- Bilindustrien har været hårdt ramt af mangel på delkomponenter, og forventningen til det samlede bilsalg for 2022 er løbende blevet nedjusteret. Det er derfor positivt, at flere bilproducenter nu melder om bedring i forsyningskæderne, siger brancheforeningens administrerende direktør, Mads Rørvig.

- Selvom man endnu ikke kan se det i tallene, håber vi at kunne indhente lidt på leverancerne i årets anden halvdel, tilføjer han.

Hos FDM ser forbrugerøkonom Ilyas Dogru frem til bedre leverancetider i nær fremtid.

- Der er kæmpe efterspørgsel efter biler, især opladelige biler, og her har forbrugerne måtte vente i lang tid, så vi håber og tror, at leveringstiderne bliver bedre, siger han.

- Der er ingen tvivl om, at leveringstider er en ekstrem vigtig konkurrenceparameter, derfor ser vi også, at forbrugerne er villige til at slække på mærkeloyalitet, tilføjer Dogru.

VW ID.5 blev lanceret kort før sommerferien, og der er kommet en pæn sending til Danmark. Coupé-udgaven af ID.4 blev den mest solgte elbil i juli og nr. tre blandt alle biler.
VW ID.5 blev lanceret kort før sommerferien, og der er kommet en pæn sending til Danmark. Coupé-udgaven af ID.4 blev den mest solgte elbil i juli og nr. tre blandt alle biler.

Elbiler udgør 1 ud af 5

I en tynd bilmåned stråler elbilerne. De udgjorde i juli 20 procent af leveringerne, hvilket er den højeste andel siden december 2021. Det betyder, at elbilers andel for en sjælden gangs skyld er større end plugin-hybridernes – lige akkurat. Opladningshybrider stod for 19 procent af de nye biler i juli.

Og ikke blot fortsætter elbilernes andel med at stige (de udgjorde ti pct. i juli 2021), der er også usædvanligt mange elbiler på top-10. Den nye VW ID.5 ligger samlet nr. tre, Skoda Enyaq er nr. fire, og Ford Mustang Mach-E indtager plads fem.

Ilyas Dogru peger på, at FDM oplever større interesse for elbiler, end hvad leveringstallene på 20 procent indikerer.

- Vi tror, at elbilerne faktisk i dag udgør en tredjedel af salget, siger han.

3 elektriske VW-modeller, benzin-Toyota i toppen

Det ser samtidig ud til, at VW efter længere tids lunkne leveringsevner for elbiler er ved at få gang i hjulene, selv om de absolutte tal for alle mærker er små.

I juli ligger således både ID.5, ID.4 og ID.3 på top-10 over elbiler. ID.3 overgås dog af sin spanske tvilling, Cupra Born. Top-10 over elbiler indeholder i juli usædvanligt mange modeller fra Volkswagen-koncernen – syv ud af ti.

Den mest solgte bil i juli blev dog (atter) Toyotas lille, nye Aygo X. Den normale hitbil, Citroën C3, er helt nede på plads 15, mens Peugeot 208 indtager en ottendeplads. Efter syv måneder af året er det dog stadig de to franske minier, der klart fører feltet.

 

Vil du vide, hvornår nye bilmodeller lanceres?

Se den omfattende liste over nye bilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Se nyhederne her