Det ligner da…. Ja, absolut.
Mitsubishi kan ikke skjule, at mærkets nye ASX er en 99,9 procent kopi af Renault Captur – hvilket ikke er noget dårligt udgangspunkt.
Reelt er det kun logo for og bag og på rattet, der adskiller ASX fra Captur.
Mitsubishi besluttede i 2020 at droppe Europa, men kort efter den annoncering indgik det japanske mærke en samarbejdsaftale med sin franske alliancevenner om, at Renault ret hurtigt skulle levere versioner af Captur og Clio til det japanske mærke.
Helt ens
Den korte tid – og givetvis et yderst begrænset budget – betød, at der ingen forskel bliver på Captur/ASX og Clio/Colt. ASX lanceres til marts, mens Colt er klar sidst i 2023.
Den nye ASX bliver 14 cm kortere end den gamle, men når det gælder akselafstanden, som er en god indikator for kabinepladsen, skrumper ASX blot tre cm.
ASX bliver tilbudt med de samme motorer som Captur, og det indebærer fire benzindrevne udgaver: en standard 1.0 samt tre hybrid-varianter: mildhybrid, fuldhybrid og plugin-hybrid.
Se om du kan se forskel på de to modeller:
5 års garanti
Den japanske udgave fås i seks farver, hvoraf versionen ’Sunrise Red’ af Mitsubishi omtales som Mitsubishi-rød.
Et godt argument for at vælge ASX frem for Captur er garantien. Mens Renault nøjes med de minimale to år, tilbyder Mitsubishi hele fem. Hvilken prisforskel, der eventuelt bliver på de to versioner, er uvist, da Mitsubishi ikke har sine priser klar endnu.
Begge udgaver bygges på en Renault-fabrik i Spanien.
Mens de to nye Mitsubishi-modeller er det, man i bilbranchen kalder ’badge engineered’ – altså at kun logoet er ændret – vil Mitsubishi for senere modeller udvikle bilerne noget mere selvstændigt ud fra Renault-Nissan-Mitsubishi-alliancens platforme.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.