Ni år efter lanceringen af den seneste X-Trail er Nissan klar med en helt ny, fjerde generation af den store SUV. De første kundebiler ventes omkring nytår.
X-Trail er storebror til Qashqai og skiller sig bl.a. ud ved - traditionen tro - at kunne fås med en tredje sæderække.
Det er opnået ved at forlænge X-Trail med 25 cm i forhold til Qashqai. Når de to klapsæder er vippet op af gulvet, kan her komfortabelt sidde personer op til 1,60 m i højden.
585 liter bagage
Når de to bageste sæder ikke er i brug, hører bagagerummet i X-Trail til blandt de største i klassen en kapacitet på 585 l. Det er en forbedring på 20 liter og 150 liter mere end i Qashqai.
Akselafstanden er fire cm større, og X-Trail er hele ti cm højere.
Førerpladsen er meget lig hinanden i de to modeller, men X-Trail fås med opgraderede materialer, bl.a. fuldt læderindtræk. Og så er midterkonsollen større.
Nissan X-Trail
Længde 468 cm
Højde 173 cm
Bredde 184 cm
Akselafstand 271 cm
Platform: CMF-C
Samme platform som Qashqai
X-Trail er bygget på helt samme teknik som Qashqai, nemlig Renault-Nissans CMF-CD-platform. Det betyder også, at motorerne er de samme.
Grundmodellen en mærkets kendte 1.5-benzinmotor med 163 hk, mildhybridteknik og forhjulstræk.
En kraftigere version er Nissans såkaldte E-power, som er en seriehybrid. Det betyder, at benzinmotoren fungerer som generator, der leverer strøm til elmotoren. Og det er altid elmotoren, der driver bilen.
Hybrid med eller uden firehjulstræk
E-Power fås i en forhjulstrukket udgave med 204 hk og en firehjulstrukket med 213 hk.
I modsætning hos Qashqai, hvor Nissan har vurderet at E-Power ville blive for dyr i Danmark, er det sandsynligt, at E-Power bliver tilbudt til X-Trail, da den befinder sig i en større og dyrere klasse.
Renault er også på vej med en syvsæders SUV med samme teknik (dog ikke E-Power). Formentlig i 2023 kommer en storebror til den kommende Austral.
Toyota har også annonceret en syvpersoners SUV, Highlander, med trods oprindelig plan om at lancere bilen i begyndelsen af 2021, trækker det stadig ud med at få bilen til Danmark.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.