Det er ikke kun Danmarks-aktuelle BYD, som på Paris Motor Show giver gas med en stor stand, mange nyheder og topchefer fra hjemlandet. Også en anden af Kinas større bilproducenter, Great Wall Motor, GWM, markerer på messen sin europæiske introduktion.
Firmaet ved formentligt, at Great Wall lyder lige lovligt kinesisk, så bilfirmaet, der stammer fra 1984, benytter to nye mærker til at lokke europæiske bilkøbere.
Mest interessant ser Ora ud til at være. Det er et uhøjtideligt elbilmærke, som indtil videre har en mindre elbil i stil med VW ID.3. Og på Paris-udstillingen præsenteres endnu en model.
Kompakt femdørs med 300 km rækkevidde
Den første er Funky Cat. Den kompakte hatchback kan køre lidt over 300 km med sit 48 kWh-batteri, og vil givetvis placere sig i den billige ende – som en direkte konkurrent til MG 4. Funky Cat findes også i en GT-version.
Og på bilshowet har Ora en frisk nyhed med det uudgrundelige navn: The Next Ora Cat. Det er en firedørs coupé med firehjulstræk og en heftig ydelse på 402 hk, som giver bilen en 0-100-tid på 4,3 sekunder.
Kaffemærke satse på plugin-hybrider
Det andet GWM-mærke fokuserer – i hvert fald indtil videre – på plugin-hybrider med SUV-karrosseri. Første model bærer det mærkelige navn Coffee 01, og den skiller sig ud ved dels meget højt udstyrsniveau, dels ved at sætte rekord i elektrisk rækkevidde.
Hele 146 km kan bilen køre på strøm ifølge den europæiske norm i kraft af sit enorme batteri på 40 kWh. Den firehjulstrukne SUV har en ydelse på 476 hk.
Kaffe 2
Wey viser også den mindre Coffee 02 med valg mellem to- og firehjulstræk. Her er rækkevidden på strøm lidt mindre, men stadig imponerende: 124 km. Coffee 02 kommer til Europa i første halvdel af 2023.
Planerne for Danmark er ukendte, men de findes givetvis, for GWM har ambitioner om at være til stede i hele Europa.
Firmaet har bl.a. indgået aftale med International Motors, der er den nordisk-baltiske importør af Subaru, og som netop har meddelt sin lancering i Sverige. Men på Motors spørgsmål om en eventuel dansk introduktion lyder det fra International Motors danske afdeling, at sådanne planer kender man ikke noget til.
Men sådanne planer kan jo pludseligt komme.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.