Jeep tager et stort skridt frem. Og ned. Det amerikanske offroad-mærke, der nu indgår i Stellantis-koncernen, benytter Paris Motor Show til at lancere en bemærkelsesværdig model.
Avenger er mærkets hidtil mindste bil, det er den første med ren eldrift, og så er den en af få Jeep-modeller med forhjulstræk.
Men firehjulstræk bliver også en mulighed, afslører Jeep i Paris. Det sker ved at vise konceptudgaven 4x4 Concept, som ikke blot har firehjulstræk, men også er visuelt gjort lidt grovere.
4x4 som elbil?
Jeep siger ikke et ord om, hvilken slags firehjulstræk bilen får, elektrisk eller mekanisk. Og mere afgørende: bliver det som ren elbil, i kombination med en benzinmotor eller kunne det være en plugin-hybrid?
Jeep Avenger er nemlig bygget på samme Stellantis-platform (CMP) som bl.a. Peugeot 2008 og Opel Mokka, og her findes der indtil videre ingen version med firehjulstræk. Og heller ikke en plugin-hybrid. Hvornår denne firehjulstrukne 4xe-version er klar, melder Jeep heller ikke noget om.
En benzin-version kommer også, i hvert fald i nogle lande.
El og forhjulstræk vigtigt i Danmark
Elbilen med forhjulstræk bliver ifølge den danske importør den mest relevante model i Danmark. Og på biludstillingen får vi de første data om bilen.
Motor og batteri svarer til det, der kommer i eludgaverne af Peugeot 308 og Opel Astra, og som også skal benyttes i opdaterede udgaver af Peugeot 2008 og Opel Mokka.
Det indebærer en motor på 115 kW svarende til 157 hk samt 260 Nm. Batteriet er på 54 kWh (brutto), og da bilen angiveligt er meget energieffektiv, skulle det række til 400 kilometers kørsel.
Avenger kan lade med op til 100 kW, og det tager dermed ned til 24 minutter at lade fra 20 til 80 procent.
Fornuftig plads ombord
Selv om Avenger er den mindste Jeep nogensinde, er der fornuftig plads til fire voksne. Med sine 4,08 meter i længden er den 16 cm kortere end Renegade, men med små udhæng for og bag og en god frihøjde på 20 cm kan den klare en del uden for asfaltvejen, bl.a. i kraft af de seks køreprogrammer, bl.a. sne, mudder og sand.
Med den kommende firehjulstrukne version bliver den del naturligvis bedre.
Jeep har med Avenger lagt vægt på en masse praktiske detaljer, som samtidig bidrager til et robust udseende.
Skabt til at modstå ridser
Avengers kofangere og beklædning hele vejen rundt er fremstillet af et polymer-materiale, der er slidstærkt og gennemfarvet, så skrammer ikke nemt opstår eller er svære at se.
Forlygterne er placeret højt og beskyttet af grillen, så de ikke umiddelbart kommer skades ved mindre påkørsler. Også kabinen er tænkt funktionelt. Midterkonsollen rummer hele 34 liter og er designet til at være fleksibel med flere rum.
Ved gearvælgeren er endnu et opbevaringsrum, som er beskyttet af et foldedæksel, (inspireret af et tablet-cover). Her kan telefonen oplades.
Stort bagagerum
Også bagagerummet er gjort praktisk. Det er på 380 liter – 30-70 liter mere end i Mokka og med en åbning på over en meter i bredden. Bagklappen fås elektrisk med håndfri funktion. Gulvpladen har en særlig beskyttende overflade.
Jeep Avenger kommer på de første markeder omkring marts, men i Danmark er bilen formentlig først tilgængelig efter sommerferien.
Nysgerrig efter nyheder om biler?
Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi