MotorClassic: Langt på literen med smil på læben

Benzinpriserne er stormet i vejret, og klima og miljø står højt på samfundets dagsorden. Så hvorfor ikke vælge en klassisk bil, der kører langt på literen? Det behøver nemlig ikke at være kedeligt at køre økonomisk – bare se vores oversigt over nøjsomme og sjove klassikere og youngtimere.

Collage af klassiker-biler
Nyt om biler

At prisen for en liter benzin er ligegyldig, når det gælder klassiske biler, er noget nær en vedtaget sandhed blandt klassikerfans. De fleste klassikere kører så få kilometer i løbet af en sæson, at brændstofregningen ikke fylder ret meget i det samlede regnskab med vedligeholdelse, reparationer, forsikring, eventuel garageleje og så videre. Også selvom man har en tørstig amerikaner i garagen.

Men er det nu også helt rigtigt? Mange fik vist et chok, da de pludselig skulle bløde op mod 20 kroner for en enkelt liter højoktan som Shell V-Power eller OK oktan 100 – og det skulle de, for de fleste klassikeres ædlere dele bryder sig ikke om de 10 procent bioætanol, der som bekendt er i standardbenzinen nu til dags. Desuden er mange ældre motorer, især de mere højtydende, fra fabrikken optimeret til det høje oktantal, typisk 99-100 oktan, der var normen i for eksempel 1960’ernes superbenzin.

Det er godt nok mange penge. Ganske vist betyder en fem kroner højere literpris under 1.000 kroner mere på den samlede benzinregning, hvis du kører 1.500 km årligt i en bil med et snitforbrug på 8 km/l. Men det er jo også en slags penge i en inflationshærget tid, hvor alt bare bliver dyrere og dyrere, og hver en krone på husholdningsbudgettet skal vendes og drejes, før den gives ud.

Og selvom faldende oliepriser i skrivende stund har normaliseret prisen ved pumpen en smule, har begivenhederne i 2022 vist overbevist de fleste om, at overkommelige energipriser bestemt ikke er en selvfølge.

Lidt, men sjovt

At der desuden er et enormt fokus på klima og miljø i disse år, skal man vist leve på en øde ø for ikke at opdage, og det påvirker også omverdenens opfattelse og accept af de klassiske bilers rolle i et moderne samfund. Ganske vist dokumenteres det gang på gang, at klassikernes andel af bilismens samlede CO2-udslip er så beskedent, at det dårligt nok kan måles.

Men mange benzindråber små gør som bekendt hurtigt en hel tankfuld. Desuden har tørre tal muligvis ikke den helt store gennemslagskraft, når et så komplekst regnestykke som en bils samlede klimabelastning fra samlebånd til skrotpresse skal gøres op i en tid, hvor følelser ofte vejer tungere end fakta, og nuancerne ofte drukner i skarpe, hurtige vinklinger.

Alt i alt er der mange gode argumenter for at vælge en klassiker, der sparer lidt på de dyre dråber. Om ikke andet så for at kunne slå på, at benzinøkonomiske biler altså ikke er en ny opfindelse, og at gamle biler ikke bare er nogle klimaskadende benzinslugere. Og nøjsomhed ved benzinstanderen behøver bestemt ikke at gå ud over køreglæden – se selv i galleriet herunder.

Er du interesseret i klassiske biler?

Husk, FDM udgiver specialmagasinet MotorClassic, Danmarks eneste magasin om klassiske biler og veteranbiler. MotorClassic udkommer seks gange om året og forhandles i bladkiosker, på FDMshop.dk og kan fås på abonnement.

Få MotorClassic