Bilsalg får ny mavepuster

Oktober blev endnu en sløj måned for levering af nye biler. Og det er måske ikke kun forsyningsproblemernes skyld. Elektriske biler udgør en høj andel, 38 procent. De rene elbiler øger nu deres forspring til plugin-hybriderne. Se bilernes hitliste for oktober.

Toyota Aygo X blev også i oktober den mest solgte bil i Danmark.
Nyt om biler

Leveringen af nye biler gik ellers pænt op i september, men i oktober er situationen næsten tilbage på det halvsløje niveau, der har kendetegnet hele 2022.

10.852 nye personbiler fik nummerplader på i oktober, og det er 14 procent færre end i oktober året før og 28 procent færre end i samme efterårsmåned 2020.

Oktober trækker dog alligevel lidt op i årets samlede salg, hvor der nu er en nedgang på 21 procent over de første 10 måneder.

Lavere købelyst

- Bilsalget er fortsat lavt. Det skyldes stadig de forsatte forsyningsproblemer, men vi står nok også over for, at den lavere forbrugertillid vil afspejle sig i bilsalget, siger forbrugerøkonom i FDM, chefkonsulent Ilyas Dogru.

Det underbygges af, at bilsalget i Tyskland steg 17 procent i oktober netop med henvisning til, at forsyningsproblemerne er aftagende.

Elektriske biler holder sig på en høj andel af bilsalget. 38 procent af de nye biler i oktober kan lades op. Det er på niveau med el-andelen i september.

2.408 elbiler og 1.834 plugin-hybrider blev indregistreret i oktober, viser tallene fra De Danske Bilimportører.

Elbiler kører fra hybrider

- Efterspørgslen efter plugin-hybrider er nu mindre end for elbiler. Det skal bl.a. ses i lyset af leveringsproblemer for plugin-hybrider, men også efterspørgslen ser ud til at vige. Vi er overbevist om, at plugin-hybriderne nok ikke længere kommer til at udfordre elbilerne, siger FDM-specialisten.

Han henviser til, at afgifterne på plugin-hybrider stiger igen fra nytår.

Mirkobilen Toyota Aygo X blev ifølge den officielle statistik den mest solgte bil i oktober. Men lægges VW ID.4 og ID.5 sammen, ligger de klart øverst.
Mirkobilen Toyota Aygo X blev ifølge den officielle statistik den mest solgte bil i oktober. Men lægges VW ID.4 og ID.5 sammen, ligger de klart øverst.

I oktober blev det atter den nye, lille Toyota Aygo, som strøg til vejrs på hitlisten efterfulgt af den lidt større crossover VW T-Cross samt endnu to Toyota-modeller.

Elbil nr. fem - eller nr. et! 

På femtepladsen finder vi månedens bedst sælgende elbil, Audi Q4. Hvis VW ID.4 og ID.5, som reelt er samme bil, blev lagt sammen, ville det være en klar nr. ét blandt elbiler – og blandt alle. Tilsammen er de oppe på 365 styks mod Aygo X’s 294.

Top 10-listen over elbiler er i oktober særdeles alsidig med ni mærker repræsenteret. Det er dog endnu engang påfaldende, at hverken Hyundai Ioniq 5 eller Kia EV6 er med på top 10. Der er heller ingen Tesla’er.

Ti måneder henne på året er det fortsat Peugeot 208, der ligger klart i top med 3.500 styks, og bliver svær at slå som danskernes foretrukne bil i 2022. Citroën C3 og Ford Kuga kan hver præstere lidt under 3.000.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2022 og 2023