Ny elbil skuffer slemt i rækkevidde

Strømmen i Toyota BZ4X rækker i praksis kun til det halve af det lovede. Problemet er det samme med søsterbilen fra Subaru. Meget skuffende siger FDM, der har udført testen. Toyota er i gang med at undersøge sagen og evt. finde en forbedring. (Artiklen opdateret 1. december med uddybende kommentar fra Toyota og 2. december med tal for Subaru og igen 3/2-2023 med opdaterede WLTP-tal for bZ4X AWD)

Toyota BZ4X og Subaru Solterra er elektriske tvillinger. Den reelle rækkevidde skuffer.
Nyt om biler

Over 500 km kan Toyotas nye elbil, BZ4X, køre på en opladning, fremgår det af brochuren. Men sådan er virkeligheden ikke. Meget langt fra.

I Motors rækkeviddetest kan Toyotas første elbil kun køre 246 km ved 4 grader i stedet for det officielle tal (WLTP-normen) på 504 km. Altså det halve.

En tilsvarende test af BZ4X med firehjulstræk viste samme tendens: Her måltes rækkevidden til blot 215 km ved samme temperatur, og her er det officielle tal 418 km. Altså igen nåede testbilen i praksis kun godt halvt så langt, som det Toyota stiller i udsigt. (Rettet 3/2-2023: Toyota har oplyst at WLTP-tallet er 418 km)

Fuldstændig det samme gælder søsterbilen Subaru Solterra. Her viser FDM's rækkeviddemåling, at Solterra (som udelukkende fås firehjulstrukket) kun klarer 222 km. Det er målt ved en bagatel højere temperatur end for Toyota'en (6 grader), men til gengæld havde Solterra en fordel ved at køre på sommerdæk.

Toyota BZ4X ligger usædvanligt langt fra den officielle rækkevidde.
Toyota BZ4X ligger usædvanligt langt fra den officielle rækkevidde. Ved en temperatur omkring 4 plusgrader bliver det kun til ca. det halve, nemlig 246 km for den tohjulstrukne udgave.

Væsentlig dårligere end sammenlignelige biler

Friske målinger fra norske og svenske medier viser helt samme tendens. Og det underbygges yderligere af offentliggjorte erfaringer fra de første norske kunder.

- Det er normalt, at FDMs målinger af elbilers rækkevidde på motorvej ligger en del under de officielle rækkevidde-tal, men det her resultat er temmelig skuffende. Det er væsentlig dårligere end sammenlignelige biler, siger Motors biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen.

Kun Aiways U5 har tidligere afveget næsten lige så meget fra det lovede.

Generelt kører elbiler kortere i praksis end i laboratorietesten (WLTP), da den foregår omkring stuetemperatur, uden klimaanlæg og med en anden hastighedsprofil end f.eks. FDM's motorvejsmåling.  

Rækkevidde Toyota BZ4X

Model-variant

Officiel rækkevidde

Målt ved +4 grader

Afvigelse

Forhjulstrukken 18”

504 km

246 km

-51%

Firehjulstrukken 20”

418 km

(Rettet 3/2-2023 til 418 km)

215 km

-49 %

Søren W. Rasmussen tilføjer at det er ærgerligt, at Toyota med sin første rigtige elbil tilsyneladende ikke har fået helt styr på strømforbruget og styr på batteriets kapacitet, så man i praksis kan opnå en rækkevidde, der ligger tættere på de officielle tal.

Batteriet reelt mindre end opgivet

Han peger på en mulig årsag til det dårlige resultat:

- Den brugbare del af batteriet er tilsyneladende langt fra den kapacitet, som Toyota reklamerer med. Officielt rummer batteriet 71,4 kWh, men vores lademålinger indikerer, at der kun er omkring 60 kWh til rådighed, når man kører af sted i en fuldt opladet bil.

Dermed får man i praksis en noget kortere rækkevidde, end det man bliver lovet, siger han. Og så er det en fattig trøst, at man formentlig kan fortsætte en del km ekstra, efter at bilen selv siger, at batteriet er tomt.

Toyota BZ4X nåede kun 242 km ved plus fire grader.
Toyota BZ4X nåede kun 246 km ved plus fire grader i den forhjulstrukne udgave. 

FDM: ikke godt nok, Toyota

- Det er virkelig ærgerligt, at Toyotas nye elbil ikke kan præstere bedre, end det vi her har oplevet. Bilen er grundlæggende en velkørende bil med mange gode kvaliteter. Men når rækkevidden i praksis ikke er længere, end det vi her har målt, så skal man som bilkøber virkelig tænke sig godt om, før man køber en ny BZ4X, siger Søren W. Rasmussen.

Toyota BZ4X og andre elbiler ifølge Motors test

Model

Officiel rækkevidde

Målt ved 3-7 grader (v/ 110 km/t.)

Afvigelse

Toyota BZ4X 2WD

504 km

246 km

-51%

Aiways U5

400 km

218 km

-46%

Mercedes-EQ EQA 350 4Matic

430 km

288 km

-33%

VW ID.4 Pro

517 km

345 km

-33%

Tesla Model Y LR AWD

507 km

355 km

-30%

Toyota: Vi kikker seriøst på det

Toyota i Europa er opmærksom på sagen og er ved at undersøge, hvad afvigelsen kan skyldes, og hvad der evt. kan gøres ved det.

To talspersoner fra Toyota Motor Europe siger til Motor, at man ikke mener, der er noget galt med bilerne, og at noget kan skyldes, at der som reserve kan være op til ni procent strøm tilbage, når rækkeviddemåleren står på nul.

Denne reserve kan dog langt fra forklare, at Toyota’en kun klarede halvdelen af WLTP-tallet, mens andre biler ligger oppe på to tredjedele under samme forhold.

Den ekstra buffer er ifølge Toyota lagt ind, så bilisten kan føle sig tryg ved, at hun eller han ikke strander, når måleren står på nul km, men rent faktisk kan fortsætte lidt herefter. Men Toyotas talspersoner giver Motor ret i, at det muligvis er spild og overforsigtigt, da stort set ingen bilister i forvejen vil køre bilen, til instrumentet viser 0 km.

Toyota BZ4X har en tvilling, Subaru Solterra. Den har muligvis samme problem, men det har FDM endnu ikke kunnet måle.
Toyota BZ4X har en tvilling, Subaru Solterra. Den har muligvis samme problem, men det har FDM endnu ikke haft lejlighed til at måle.

Varmeapparat påvirker visning meget

BZ4X har ikke den sædvanlige måler, der viser den resterende strømmængde i procent.

De ni procent (mindre eller lidt mere afhængig af en række forhold) i reserve kommer oven i, at batteriets brugbare kapacitet er langt fra de 71,4 kWh, der står i brochuren. Det er brutto.

Desuden har Motor konstateret, at den angivne rækkevidde er markant lavere, når varmeapparatet/klimaanlægget er slået til.

Det er ikke nødvendigvis udtryk for, at varmeapparatet sluger så meget, mener Toyota, men rækkeviddemåleren er indrettet på at vise et ’worst case scenario’, så bilisten ikke bliver overrumplet af et tømt batteri selv med fuld varme.

Undersøgelser fortsætter

Toyota fortsætter med at undersøge både det tekniske og kundernes forventninger, inden der eventuelt kommer ændringer. I givet fald kan de formentlig klares ved en softwareopdatering, som vil kræve en tur til et Toyota-værksted.

Målingerne af både den forhjulstrukne og den firehjulstrukne udgave af Toyota'en samt af Subaru'en er sket efter Motors standardiserede målemetode med konstant 110 km/t. og med forvarmet kabine. Begge Toyota-eksemplarer er kørt på vinterdæk, mens Subaru'en var monteret med sommerdæk.

En tredje bil minder om de to, nemlig Lexus RZ. Den benytter samme batteri, men har en noget anden motor-konfiguration. Det er for tidligt at sige, om Lexus RZ har samme rækkevidde-problem.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve