Bilsalg skranter, elbiler fortsætter optur

Elbiler udgør en stadig højere andel af bilsalget – nu omkring 25 procent. Samtidig falder plugin-hybriderne. Samlet set sælges der stadig færre biler end sidste år, og 2022 bliver det dårligste år meget længe. Se de mest populære biler, både i november og hele 2022.

Ford Kuga fik en god måned i november.
Nyt om biler

Salget af nye biler slæber sig stadig afsted, men de rent elektriske har ganske gode dage.

Også i november må den danske bilbranche notere et salg, der ligger klart under de foregående års. 13.127 nye personbiler fik nummerplader på i den sidste efterårsmåned, hvilket er 12 procent lavere end november 2021. Som også var en sløj måned.

Faldet er dog mindre end det samlede fald for hele 2022, noterer De Danske Bilimportører sig som en slags trøst.

- Så er der bedring at spore, skriver brancheforeningen i en pressemeddelelse.

Historisk dårligt

2022 kan dog ikke undgå at blive det dårligste år for bilsalget i Danmark i mange år. Selv om december skulle komme op på sidste års niveau, lander det samlede salg af personbiler på omkring 175.000. Det vil være i omegnen af et fald på 20 procent.

Samtidig er det milevidt fra de over 200.000 biler, der blev solgt fem år i træk til og med 2019.

- Udover kendte leveringsproblemer, som står til bedring, har faldende forbrugertillid også betydning for salget. Forbrugerne er tilbageholdende, og vi kan i vores medlemsrådgivning mærke, at mange efterspørger hjælp til at spare frem for gode råd til bilkøb, siger chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.

Elbiler udgør 25 procent af nybilsalget i Danmark. Til Årets Bil i Danmark som her udgjorde de seks ud af syv.
Elbiler udgør 25 procent af nybilsalget i Danmark. Til Årets Bil i Danmark 2023 som her udgjorde de seks ud af syv.

Elbiler på 25 procent

Mens det samlede bilsalg er på lavt blus, udbygger elbilerne deres andel. Den udgjorde næsten 25 procent i november, en af de højeste andele i nogen måned. De 3.225 nye elbiler er lille fremgang i absolutte tal sammenlignet med november 2021.

Mens elbilerne endnu en gang stiger, er plugin-hybriderne endnu en gang faldet. Nedgangen fra et år siden er 38 procent, og opladningshybridernes andel af det samlede bilsalg er nede på 17 procent.

Dermed er afstanden mellem de to typer opladelige biler vokset konstant gennem det meste af 2022.

- Det kan godt være, at vi får en god december, hvor plugin-hybriderne indregistreres i stor stil i lyset af stigende afgifter på plugin-hybrider – jo dyrere, desto større stigninger. Men generelt er interessen for plugin-hybrider faldende set i forhold til elbiler, siger Ilyas Dogru.

Ford og Tesla øverst

Det blev to opladelige biler, som indtog plads et og to i november – Ford Kuga som en efterhånden sjælden nr. et, og med Tesla Model Y lige efter. Det er sjældent, at en Tesla gør det så godt i en måned, der ikke er den sidste i kvartalet.

VW’s ID.4 og ID.5 indtager – meget passende efter deres navn – hhv. plads fire og fem i november.

Med 11 måneder af året bogført, tegner der sig et billede af det mest solgte biler i hele 2022.

Peugeot 208 bliver svær at slå af pinden som årets mest solgte bil i 2022.
Peugeot 208 bliver svær at slå af pinden som årets mest solgte bil i 2022. Ca. 18 procent er den rene elbil-udgave.

Peugeot 208 atter årets mest solgte

Der skal ske meget, for at det ikke endnu engang bliver Peugeot 208, som indtager tronen.

På top 20 finder vi fem VW-modeller, tre fra Toyota og to fra Hyundai. Mens den relativt nye Tesla Model Y ligger nr. 12, er tidligere tiders populære Model 3 forsvundet fra top 20 over de mest solgte fabriksnye biler.

Blandt elbilerne ligger Skoda Enyaq og Tesla Model Y næsten lige i spidsen. Betragter man VW ID.4 og ID.5 som en model, hvilket de reelt er, fører de/den solidt i elbilkapløbet.

Ford Kuga ligger suverænt i spidsen blandt plugin-hybrider – med næsten dobbelt så mange eksemplarer som nr. to.

 

Nysgerrig efter nyheder om biler?

Motor følger løbende udviklingen inden for biler og ny teknologi

Se flere nyheder her