Mazdas elektriske MX-30 er født med et ret lille batteri og kort rækkevidde. Og nu kommer der en udgave med endnu mindre batteri. Alligevel er rækkevidden blevet meget større. Få forklaringen her.
Den nye udgave af MX-30, som har verdenspremiere på Brussels Motor Show i Belgien, er udstyret med et batteri på under det halve af det hidtidige.
Til gengæld er elmotoren bygget sammen med en benzinmotor, som fungerer som generator. Den kan levere strøm til elmotoren i en nærmest en uendelighed – så længe der er benzin på tanken. Og det vil der være pænt længe, for den er lige så stor som i en traditionel benzinbil, 50 liter.
Plugin-hybrid med strøm til 85 km
Den nye MX-30, der har fået tilnavnet R-EV, er dermed blevet til plugin-hybrid. Mange havde ellers forventet, at den længe varslede variant ville blive en elbil med rækkeviddeforlænger. Og selvom forskellen kan lyde lidt filosofisk, er pointen, at Mazda ikke har bibeholdt MX-30’s batteri på 36,5 kWh, men skåret det ned til 17,8 kWh.
Dermed er den officielle rækkevidde reduceret til 85 km, som med Mazdas ord rækker til de fleste menneskers daglige kørselsbehov.
Skal man køre længere end det – og ikke har mulighed for at lade op – springer benzinmotoren til. Den kan ikke drive bilen mekanisk, men er skabt til at generere strøm til elmotor og/eller batteri. Derfor kaldes biltypen en serie-hybrid i stil med Nissans E-Power og Hondas e:HEV.
Hurtig ladning
Men i modsætning til disse to teknologier, kan Mazdas hybrid lades op. Og temmelig hurtigt endda af en plugin-hybrid at være. Bilen har trefaset hjemme-ladning, og ude kan den DC-lade med op til 36 kW.
Dermed vil en opladning (20-80 procent) kunne klares på henholdsvis ca. 50 minutter og ca. 25 minutter.
Benzinmotoren er med til at gøre Mazda’en helt unik. Forbrændingsmotoren har nemlig kun én cylinder på 830 kubikcentimeter - som til gengæld er af rotationstypen. En sådan motor, også kaldet wankel efter typens opfinder, findes ikke i nogen produktionsbil, men Mazda har tidligere haft fleremodeller med rotationsmotor.
Wankel forsvandt i 2002
Den seneste var sportsvognen RX-7, som havde en tocylindret motor rotationsmotor/wankelmotor. Den udgik i 2012. Motortypen havde særligt problemer med emissioner, og den var heller ikke super effektiv.
Til gengæld anses konstruktionen som mere ’sund’ end en stempelmotor, idet rotationsmotoren ikke skifter retning mange gange i sekundet, men blot roterer og roterer. Men først og fremmest er motortypen kompakt, og det tæller meget i MX-30, hvor der i motorrummet både skal være plads til elmotor, benzinmotor og øvrig mekanik og elektronik.
Historikken og det unikke har i Mazdas bog nok også talt for at anvende rotationsmotoren.
Stærkere motor
Plugin-hybriden bliver lidt stærkere end elbilen – ydelsen stiger fra 145 til 170 hk. Drejningsmomentet falder derimod en anelse.
Når Mazda MX-30 får installeret en benzinmotor, også selv om den ikke trækker hjulene direkte, tæller den i Danmark ikke som afgiftsfri elbil, men som plugin-hybrid. Afgiften er dog indtil videre moderat, og prisen vil ved lanceringen til sommer begynde ved 280.000 kr. Det er 17.000 kr. mere end elbilen.
R-EV-versionen fås i de samme udstyrstrin som elbilen. De hedder nu om dage Prime-Line, Exclusive-Line, Advantage og Makoto.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.