'Grønne' biler vinder stort i sløjt bilår

Salget af nye biler i 2022 blev det dårligste siden 2009, men alligevel har vi nu det højeste antal biler nogensinde. Elbiler kravler op over hver femte, og årets mest solgte model er fuldelektrisk. Se hitlisterne med de mest populære biler.

Elbiler blev den store sejrherre i 2022.
Nyt om biler

Først en forsyningskrise, så en krig der bidrog til leveringsproblemerne, og endelig en økonomisk afmatning og tårnhøj inflation.

Den cocktail blev gift for det danske bilsalg i 2022. Danskerne købte 20 procent færre nye personbiler end året før, som også var sløjt. Facit: 148.295 nyregistrerede personbiler sidste år mod 185.312 året før viser tallene fra De Danske Bilimportører.

Laveste tal siden finanskrisen

Dermed blev nybilsalget det laveste siden 2009, hvor finanskrisen hærgede.

- Udsigt til recession og fortsat høj inflation vil påvirke bilsalget og indregistreringerne i hele 2023, men det er FDMs forventning, at 2023 bliver lidt bedre end 2022, siger chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.

Samme toner lyder fra brancheorganisationen De Danske Bilimportører:

- Året 2022 blev et begivenhedsrigt år i branchen, hvor forsyningsproblemerne dikterede hverdagen i den globale bilindustri. Dog har vi været forbi de værste udfordringer og de længste leveringstider, så vi ser frem til et mere stabilt 2023, siger administrerende direktør Mads Rørvig. 

Elbiler stærkt frem – plugin-hybrider tilbage

Biltyper i forandring

Sådan fordelte drivmidlerne sig i 2021 og 2022

2021

2022

Benzin

51%

51%

El

13%

21%

Plugin-hybrid

22%

18%

Diesel

13%

10%

Selv om det samlede salg er faldet i 2022, blev der solgt flere elbiler. Ca. 31.000 nye elbiler blev indregistreret sidste år, en direkte stigning på 24 procent.

Det betyder samtidig, at deres andel af det samlede bilsalg er vokset voldsomt – fra knap 13 procent i 2021 til næsten 21 procent i 2022.

En af årsagerne til stigningen er, at der er kommet langt flere elbilmodeller, påpeger De Danske Bilimportører – en stigning fra 29 til 55 modeller på et år.  

- Det går godt frem for elbilsalget, selvom det samlede salg er bakket. Havde bilerne kunne leveres, vil det se endnu bedre ud for elbilerne, siger chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru.

Samtidig har elbilerne og plugin-hybriderne byttet plads i 2022, så de rene elbiler nu fører.

Ikke engang udsigten til højere afgifter på opladningshybriderne fra nytår kunne kortvarigt booste leveringstallene for hybriderne. Der er indregistreret 3.430 plugin-hybrider i december mod 5.508 i samme måned 2021.

Det samlede antal nye plugin-hybrider sidste år endte på godt 26.000, et betragteligt fald på næsten 35 procent. Opladningshybridernes andel faldt dermed fra ca. 22 til ca. 18 procent.

'Grøn' dominans i december

De ’grønne’ biler fik en rigtig god december – forud for en mindre afgiftsstigning på mange elbiler og en større på plugin-hybrider.

De mest leverede biler i december blev i rækkefølge VW ID.4, VW ID.5, Cupra Born, Ford Kuga, BMW iX3, Volvo XC40 og Skoda Enyaq. Det vil sige, at de syv bedst sælgende i den måned kan lades op.

Også importen af brugte biler faldt – fra 38.000 til 36.000. Men de brugte elbiler steg fra 11.000 til 18.000.

Import af brugte elbiler truet

- Brugtimporten har bidraget til mange nye elbiler i Danmark, men fordi Tyskland ændrer sin støtteordning pr. 1. januar, vil vi i løbet af 2023 se et fald i brugt importerede elbiler, vurderer Ilyas Dogru.

Selv om både nybilsalg og brugtimport dykkede i 2022, voksede den danske park af personbiler med ca. 12.000, så vi nu er omgivet af 2.794.048 styks. Det er højeste antal nogensinde.

Forklaring: Vi beholder de gamle biler i højere grad. Summen af skrottede og reeksporterede biler er faldet.

Makkerparret VW ID. 4 og ID.5 blev ikke kun årets bedst sælgende elbil, ID.4/ID.5 blev også nr. ét blandt alle biler i Danmark i 2022.
Makkerparret VW ID. 4 og ID.5 blev ikke kun årets bedst sælgende elbil, ID.4/ID.5 blev også nr. ét blandt alle biler i Danmark i 2022. Det skete til dels efter en stærk slutspurt, hvor ID.4 og ID.5 hver for sig blev nr. et og to i december.

Tyske elbiler til tops

Den mest solgte bil i 2022 blev VW ID.4 med coupé-versionen ID.5 talt med. Den elektriske SUV slog dermed minibilen Peugeot 208 og plugin-hybriden Ford Kuga med en god margin. I 2021 var Kuga en sikker nr. ét.

Rent faktisk blev en helt anden bil årets næstmest solgte. Fords Transit Custom nåede næsten 4.300 eksemplarer på gule og hvide plader tilsammen.

Ny i toppen er Toyota Aygo X, der stryger ind på plads fem (og kun to biler fra fjerdepladsen).

Blandt elbilerne ligger tre modeller meget tæt øverst på hitliste, når man udelukkende ser på modelnavnet: Skoda Enyaq, VW ID.4 og Tesla Model Y i den rækkefølge. Men reelt vinder ID.4 også her, da der er indregistreret godt 200 styks på gule plader.

Blandt plugin-hybriderne er der solgt omtrent tre gange så mange Ford Kuga som af nr. to, Kia Ceed/Xceed og af nr. tre, Peugeot 3008.

 

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve