Dårligere rækkevidde om vinteren er årsagen til, at mange vælger at erstatte en mere simpel kabineopvarmning med en varmepumpe. Nogle bilmærker giver dig mulighed for at tilvælge en varmepumpe, mens andre har valgt, om bilen skal have det eller ej.
Opdateret 3. februar 2022: VW har valgt, at varmepumper alligevel bliver standard i Danmark.
Læs artiklen her: VW svarer igen på Tesla-prisbombe
I VW's storsælgende ID.4 har det fra starten af været et tilvalg i udlandet, mens man i Danmark havde valgt at lade det vigtige udstyr være standard på alle biler. Men ifølge de opdaterede prislister for 2023 er der nu kommet en ny variant på markedet kaldet Pro Active, som ikke har varmepumpe som standard. FDM anbefaler generelt, at man vælger varmepumpe for at få optimal rækkevidde om vinteren.
Det er stadig muligt at bestille en ny bil med varmepumpe, men så er leveringstiden p.t. sat til fjerde kvartal. VW har også en del lagerbiler med varmepumpe, men disse er forkonfigureret, og man kan ikke ændre på udstyret i bilerne. Så vil man have en bil leveret før Q4 og selv ønsker at bestemme udstyrsniveau samt personalisering af bilens udseende, er det for tiden kun modeller uden varmepumpe, man kan bestille.
Serviceaftale heller ikke standard
En anden ændring her i 2023 er, at Volkswagen tillige har valgt at fjerne deres femårige serviceaftale fra standardudstyret. Den har hidtil været en bonus i forhold til mange af deres konkurrenter, og den har kompenseret lidt for VW's fabriksgaranti på bilen, der blot er to år. Men kunderne bliver ikke kompenseret med lavere priser, de er på niveau med priserne før årsskiftet.
Den nye Pro Active-variant har et højere udstyrsniveau (teknik- og multimediepakker til en værdi ca. 20.000 kr.), og den er 20.000 kr. billigere end modellen med varmepumpe (Pro, red.). Dermed fremstår modellen uden varmepumpe som det absolut bedste tilbud, men det kan også presse bilkøbere over i en bil uden den vigtige varmepumpe.
VW har meldt ud, at de kører med faste priser på deres modeller trods Teslas markante prisnedsættelser. Men når de fastholder prisniveauet, samtidig med at de fjerner varmepumpen og serviceaftalen som en del af standardudstyret, står VW's ID.4 og ID.5 ikke længere så attraktivt på markedet. Det er også værd at bemærke, at Audi Q4 samt Skoda Enyaq, der er baseret på samme platform som ID.4/ID.5, begge fortsat leveres med varmepumpe i Danmark.
Overvejer du at købe elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid kontakte vores rådgivning og få hjælp af vores eksperter. Det gælder alt fra hvilken bilmodel du skal vælge til at guide dig til et sikkert bilkøb.