Årets Varebil 2023 er helt elektrisk – se den som vejhjælpsbil

Årets Varebil 2023 er netop kåret, og det blev en stensikker sejr til VW ID. Buzz Cargo. Den findes kun som elbil som den første varebil i kåringens historie. ID. Buzz har også vundet titlen som Årets Bil i Danmark 2023. 

Hvid VW ID. Buzz Cargo med paller i baggrunden.
Nyt om biler

Årets Varebil blev her i 2023 for første gang en ren elektrisk model. Tidligere har elektriske varianter fået titlen, men VW ID. Buzz Cargo er den første varebil, der har vundet titlen og alene findes som elbil.

Dermed er ID. Buzz dobbelt mester, idet den allerede i november vandt personbilstitlen: Årets Bil i Danmark 2023. 

Læs også: Her er Årets Bil i Danmark 2023

Årets Varebil er kåret af en jury bestående af ni medlemmer af Danske Motorjournalister, og efter et indledende testarbejde på FDM Sjællandsringen blev vinderen afsløret på Transportmessen i Herning. 

ID. Buzz Cargo vandt foran stærke konkurrenter som Ford E-Transit, Toyota Proace City Electric og Nissan Towncar. De sidste to er mærkevarianter af modeller, som tidligere har været med i konkurrencen. Nissan Towncar deler teknik med den seneste vinder af Årets Varebil: Renault Kangoo. 

Årets Varebil 2023

1. VW ID. Buzz Cargo – 64 point
2. Ford E-Transit – 45 point
3. Toyota Proace City Electric – 41 point
4. Nissan Townstar – 40 point
5. Iveco Daily – 35 point

VW modtager prisen for Årets Varebil på Transportmessen i Herning.
Repræsentant for juryen bag Årets Varebil Steen Bachmann (t.v.), overrækker vinderplanchen til VW Erhvervsbilers direktør, Ib Jakobsen.

Stigende salg af elektriske varebiler

Det er ikke kun juryen, som er begejstret for den nye elektriske varebil. ID. Buzz Cargo er den mest solgte elektriske varebil i år, og generelt er der en stigende tendens i retning mod elektriske varebiler, dog ikke med samme markedsandele som elbiler har blandt personbiler. 

Der har været udsigt til lang leveringstid på ID. Buzz Cargo, da der er kommet få biler til Danmark, men nu har Danmark fået en markant større tildeling af varebiler, og leveringstiden kan være ned til 3-4 uger afhængig af udstyr og specifikationer. 

– Kunderne melder begejstret tilbage om den komfortable og lydløse køreoplevelse. Dernæst melder de også om den enorme opmærksomhed, bilen vækker, og den signalværdi er vigtig for mange virksomheder, der ønsker at signalere en grøn omstilling, siger Ib Jakobsen, direktør for Volkswagen Erhvervsbiler. 

Første elektriske vejhjælpsbil

En af de varebiler, der er indregistreret i år tilhører SOS Dansk Autohjælp, der netop har vist deres første elektriske vejhjælpsbil frem på Transportmessen i Herning. 

Der er tale om en såkaldt teknikerbil, som kommer til at køre på Fyn. Fordi ID. Buzz Cargo kun kan trække 1.000 kg, vil den ikke blive brugt til bugsering af biler, men i stedet til starthjælp, nødtætning af punkterede dæk og andre opgaver, der ikke kræver transport til et værksted. 

SOS International har allerede to elbiler kørende i Norge, så denne VW ID. Buzz bliver blot den tredje elbil i deres flåde. Men de har mål om at omstille til elektriske køretøjer for at mindske klimaudfordringerne. I København har SOS Dansk Autohjælp siden 2021 leveret vejhjælp fra elcykler. 

Træk i skyderen for at se bilen forfra og bagfra

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve