Der er fuld fart på det kinesiske bilmærke BYD, der udtales B-Y-D, og som står for Build Your Dreams.
I Danmark er der endnu kun syv forhandlere, men på verdensplan er mærket nr. et, når man ser på antallet af solgte, elektrificerede biler. Ser man alene på rene elbiler, overgås BYD kun af Tesla.
Nu udvides antallet af bilmodeller i Danmark fra tre til fem, efter at både den lille Dolphin og den noget større Seal kommer til landet. De to bilmodeller introducerer samtidig en ny navnestrategi, hvor bilerne opkaldes efter havdyr, her en delfin og en sæl.
BYD Dolphin koster ca. 250.000 kroner
BYD Dolphin
5-personers hatchback
Forhjulstræk, 1 elmotor,
204 hk
Batteri; 60 kWh
Rækkevidde: 427 km (WLTP)
Trækkrog: Ja, men højst til 50 kg (f.eks. cykelholder)
Pris: ca. 250.000 kr.
Vi har netop set nærmere på begge nyheder, og særligt den lille Dolphin ligner noget, der kan gå hen og blive et stort hit herhjemme.
Der er tale om en mellemklassebil på størrelse med VW Golf, men som altid for elbiler får den en noget vildere motor og en større kabine, end det vi kender fra den traditionelle Golf-klasse.
Det er BYD’s egenudviklede elmotor på 204 hk, der trækker på forhjulene, og den får strøm fra et ret avanceret koboltfrit BYD-batteri på 60 kWh. Det giver en rækkevidde på 427 km.
Video: Se nærmere på BYD Dolphin
Når der skal strøm på bilen, foregår det med op til 88 kW fra en DC-lader eller hjemme med 11 kW fra en trefaset AC-lader.
Vi kender ikke priserne, men bedste bud er lige nu 250.000 kr. Holder det, bliver Dolphin yderst interessant.
Bilen kommer i øvrigt kun i én udstyrsvariant, hvor alt så at sige er standard. Det gælder bl.a. en avanceret vognbaneassistent med tilhørende adaptiv fartpilot, der reagerer på vejskilte, 360-graders kamera, eljusterbare sæder, en stor 15 tommer-skærm og avancerede LED-lygter for og bag.
Første køreindtryk af Dolphin efter en kort tur på en racerbane ved Barcelona gav et positivt indtryk af en bil med udmærkede pladsforhold og en fin kørekomfort. En egentlig dom må vente til vi har kørt mere i bilen.
BYD Seal vil konkurrere med Tesla Model 3
Den anden store BYD-nyhed i år bliver den store sedan, der hedder Seal. Den kommer i udgaver med enten to- eller firehjulstræk, hvor begge har et BYD-batteri på 82 kWh, hvilket i begge tilfælde giver rækkevidder på langt over 500 km.
BYD Seal
5-personers stor mellemklasse-sedan
Baghjulstræk 313 hk
Batteri: 82 kWh
Rækkevidde: 570 km (WLTP)
Firehjulstræk 530 hk
Batteri: 82 kWh
Rækkevidde: 520 km (WLTP)
Trækkrog: Op til 750 kg
Pris: fra ca. 350.000 kr.
Den har vi også kørt kort i, og det var et meget positivt indtryk. Samle- og materialekvaliteten er virkelig imponerende. Her er der mægtig fin plads i kabinen, mens bagagerummet nok er den største forhindring for en succes herhjemme, hvor vi trods alt er vant til lidt mere praktiske biler.
Seal kommer sidst på året, og vi kender ikke priserne, men den danske BYD-importør går efter at lancere bilen til Tesla-lignede priser.
Holder det stik, står vi med en lækker elbil til omkring 350.000 kr., der virkelig bør kunne få en god bid af den stadig større kage, som salget af elbiler udgør.
Video: Se nærmere på BYD Seal
Har du brug for hjælp med valg af elbil?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har den nyeste viden om elbiler.