Der har været meget stille fra Mini i årevis. Ingen nye modeller er lanceret fra BMW’s livsstilmærke meget længe. Det seneste, vi hørte, var nyheden om en elektrisk cabriolet, der dog kun kommer i 1.000 eksemplarer i alt.
Men nu sker der noget. Mini løfter lidt af sløret for den ene af tre nye elbiler, der kommer inden for ret kort tid.
Det er en tredje generation af Countryman, mærkets SUV, efter at den første kom i 2010 og den anden i 2017. Produktionen af denne nye udgave begynder til efteråret.
13 cm længere end nu
Vi får at vide, at den nye Countryman vokser en del i forhold til den nuværende - 13 centimeter i længden (til 4,43 mm) og seks cm i højden (til 1,61 m).
Der kommer to fuldelektriske versioner: den forhjulstrukne Countryman E med 191 hk og den firehjulstrukne Countryman SE All4 med 313 hk.
Begge får et batteri på 65 kWh, som forventes at resultere i en officiel rækkevidde på omkring 450 km.
Om der også kommer rene benzinudgaver eller en plugin-hybrid, siger Mini ikke noget om.
To andre elbiler på vej
Countryman bliver en ud af tre elbiler, som lanceres inden for få år. Den elektriske familie omfatter også den klassiske Mini 3-dørs og en ny mellemting mellem de to i form af en crossover. Den er tidligere vist som konceptmodellen Aceman.
Produktionen af den nye Countryman begynder til november på BMW Groups fabrik i Leipzig, og modellen bliver dermed den første Mini, der skal fremstilles i Tyskland.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.