Det er et facelift af den fire år gamle minibil, men forfra ligner den fornyede 2023-Opel Corsa en helt ny bil.
Den nye Corsa kendes hurtigt på den karakteristiske Opel Vizor-front, som Corsa nu som den sidste Opel- model får. Mokka fik for nylig samme frontdesign.
Benzinmotorerne fortsætter delvist uændret, men der er væsentlig nyt for den elektriske udgave, som skifter navn fra Corsa-E til Corsa Electric.

402 km på en opladning
Lige som alle andre elbiler fra Stellantis-koncernen tilbydes firmaets nye motor-batteri-pakke. Det indebærer en motor på 156 hk og et batteri på 54 kWh brutto og 51 kWh netto. Omsat til forventet, officiel rækkevidde hedder det 402 km.
I modsætning til de fleste andre modeller i koncernen fortsætter Corsa med den hidtidige motor-batteri-løsning. Her er ydelsen 136 hk (i Sport) og den officielle rækkevidde 357 km.
Begge udgaver har et moment på 260 newtonmeter og kan lade med op til 100 kW. Dermed tager en opladning til 80 procent ca. 30 minutter.

48 volt hybrid-system
Benzinmotorerne lever videre, men der sker ved faceliftet en elektrificering. Varianterne med 100 og 136 hk får et 48-volt hybridsystem i kombination med dobbeltkoblingsgear.
Interiøret er frisket op med nye mønstre på sæderne samt nyt rat og gearvælger, men nok mere vigtigt har Corsa fået fuldt digitalt instrumenthus og nyt infotainmentsystem med bedre skærm og processorer.
Dermed kan skærmene opsættes efter ønske, og bilen har fået ’Hey Opel’-stemmestyring, over-the-air opdateringer og - på varianter med 10 tommer skærm - er bilen også udstyret med navigation.

Forbedrede matrix-lygter
Apple Carplay og Android Auto er trådløs.
En Opel-specialitet er de adaptive matrix-lygter i miniklassen. De såkaldte Intelli-Lux-lygter forbedres fra 8 LED-enheder til nu 14.
Den faceliftede Corsa ventes til Danmark sidst på efteråret. Priserne er ikke fastlagt.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.