Det går lynhurtigt for BYD’s elbiler.
Det kinesiske mærke gjorde sin entre i Danmark i efteråret 2022 med tre modeller, og i april kunne Motor prøve yderligere to lovende elbiler, som kommer senere i år: VW ID.3-konkurrenten Dolphin og Tesla Model 3-konkurrenten Seal.
Men meget mere er på vej. Det kunne man se på årets store Auto Shanghai-show, hvor BYD Auto præsenterede mange nye modeller under flere af sine undermærker.
Interessant set fra Danmark er især mikrobilen BYD Seagull (havmåge) fra mærkets Ocean-serie. Seagull er en femdørs, firepersoners mikro med en længde på 3,78 meter – det samme som Dacia Spring.
Rækkevidde på 225-300 km
Akselafstanden på 2,50 m og bredden på 1,72 m er dog noget større, så den samlede rummelighed i Seagull formentlig er mærkbar bedre.
Seagull fås med batterier på 30 og 38 kWh, som forventeligt giver WLTP-rækkevidder på omkring 225 og 300 km. Motoren yder 75 hk.
I Kina koster Seagull ca. 80.000-100.000 kr. afhængig af version, men i Danmark skal man nok forvente at give 145.000-175.000 kr. bedømt ud fra prisen på den større Dolphin-model, som efter Motors vurdering lander omkring 250.000 kr.
Alternativ til Dacia Spring
I mikroklassen fås i dag kun den spartansk udstyrede Dacia Spring til 155.000-165.000 kr.
Seagull når formentlig til Danmark i foråret 2024, men den danske importør har ingen bekræftelse på det.
BYD Auto havde adskillige andre nyheder på udstillingen, men de fleste er – i hvert fald indtil videre - kun relevante for Kina.
Tesla Y-konkurrent: Song L
Én interessant nyhed set fra Europa er konceptbilen Song L fra BYD’s Dynasty-serie. I den serie findes i forvejen i Danmark Tang og Han.
Song L, der har et spændende design, kaldes en fastback SUV og er udtænkt som en direkte Tesla Model Y-konkurrent. Når produktionsmodellen er klar sidst i 2023, bliver det formentlig til priser lidt over Teslas.
Song L er en konceptbil, og det er ikke klart, hvornår den går i produktion.
Song Plus kommer snart
Derimod ligger det fast, at en anden mellemstor SUV kommer til Danmark sidst i 2023 eller begyndelsen af 2024. Den hedder lidt forvirrende næsten det samme, nemlig Song Plus.
Song Plus placerer sig i størrelse og pris mellem Atto 3 (330.000 kr.) og Tang (600.000 kr.).
Verdens største
For danskere er BYD Auto et nyt bilfirma, men det har eksisteret i 20 år og har længe været specialist i plugin-hybrider og elbiler. I 2022 solgte BYD flere opladelige biler end Tesla, og BYD har netop overhalet VW som det største mærke i Kina.
Og ambitionerne er større endnu. Mærkets globale salgstal for opladelige biler i 2022 var på 1,85 mio., og i 2023 er målet tre millioner. I første kvartal blev det til 552.000 biler, så væksten gennem 2023 skal være betydelig.
Men det går strygende med den kompakte Dolphin, som nu er Kinas mest solgte bil, og den lille Seagull skal bidrage betydeligt. Ikke alle kinesere bor i storbyerne på kysten og har vestligt løningsniveau.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.