Det store show er tilbage. Og det er med kraftig kinesisk dominans.
Mens biludstillinger i Europa har været aflyst, er blevet decimeret i størrelse eller permanent afskaffet, har også de vigtige bilmesser i Kina været aflyst eller flyttet på grund af covid 19 og indrejseblokering.
Men nu er det største af dem alle, Auto Shanghai, tilbage, så for første gang i tre år har et globalt publikum kunnet mødes til et kinesisk bilshow.
Kæmpe udvikling på de tre lukkede år
Den mulighed har de kinesiske bilproducenter været hurtige til at udnytte efter tre lukkede år. Auto Shanghai 2023 er en kæmpe manifestation af de kinesiske mærkers betydelige styrke og fremgang på tre år.
I de samme tre år er kinesiske biler blevet yderst relevante for danske bilkøbere. For tre år siden var der ingen kinesere i Danmark; i år nærmer antallet af mærker sig ti.
Bilerne har udviklet sig dramatisk på de tre år, kan man se på udstillingens nyheder – og på de biler, som allerede er kommet til Danmark. Det gælder både design, teknologi og elektriske egenskaber. For de kinesiske biler er reelt alle fuldt elektriske.
Dårligt nyt for nogen
Det er dårligt nyt for europæiske bilproducenter, som stadig kæmper med omstillingen fra forbrændingsmotorer til elbiler og samtidig skal dyste mod kinesiske mærker, der har lavere omkostninger og en billigere og mere direkte adgang til råstoffer, herunder de vigtige battericeller.
Og selv om det kan være tilfældigt, var de europæiske bilproducenter svagt repræsenteret med nyheder på Auto Shanghai 2023. Særligt de tyske premiummærker plejer at have væsentlige verdenspremierer i Shanghai og Beijing.
BMW kunne svinge sig op til at debutere en ny topudgave af i7, Mercedes-Benz havde verdenspremiere på Maybachs første elbil, Mercedes-Maybach EQS SUV, mens Audi viste en flere år gammel konceptudgave af A6 E-tron.
Kina går kraftigt frem i Danmark
Den kinesiske produktoffensiv er heller ikke godt nyt for de mange danskere, der har det noget anstrengt med at skulle købe varer, bl.a. biler, fra det store et-parti-land.
Kinesiske biler vil i kraft af deres antal, hastighed til markedet og nye teknologier uvægerligt fylde meget i nyhedsstrømmen og biltest.
De vil formentlig også blive købt i stor stil qua deres værdi for pengene eller deres teknologiske spidsfindigheder. Nogle brancheeksperter anslår eller frygter, at kinesiske mærker inden for dette årti kan få op mod 20 procent af det det europæiske bilsalg.
Under alle omstændigheder: Der er i Shanghai mange spændende nyheder fra de kinesiske bilmærker. Og rigtig mange kommer til Danmark inden for et årstid. Se nyhederne mærke for mærke herunder.