Vi danskere køber brugte biler i stor stil, og derfor er titlen som Årets Brugtbil interessant. Du kan derfor bruge kåringen som inspiration, næste gang du skal købe brugt bil. Og det er der mange, der gør, i disse tider med usikkerhed omkring økonomien. Både på verdensplan og i det helt nære på grund af inflationen.
De fem finalister er fundet af en jury bestående af 18 eksperter i brugte biler. Der er ret stor forskel på bilerne, så i feltet er der sikkert en model, som vil passe godt til dit behov. Ellers kan du se på de biler, som tidligere har vundet titlen som Årets Brugtbil.
Her er de 5 finalister til Årets Brugtbil 2023:
- BMW i3 (2016-2020)
- Hyundai Kona (2017-2020)
- Peugeot 208 (2012-2019)
- Volvo V60 (2018-2020)
- VW T-Roc (2017-2020)
De fem finalister er udvalgt blandt de mest solgte brugte biler i 2022, som er mellem tre og otte år gamle. Her har juryen kunnet pege på fem kandidater, og finalisterne er de fem biler med flest stemmer.
FDM anbefaler ikke denne finalist
Listen består af fire ganske fine kandidatbiler, men også en bilmodel, som FDM ikke anbefaler at købe brugt. Det er Peugeot 208, som vores medlemmer har så mange tekniske problemer med, at man skal være meget varsom med at købe. Derfor er den naturligvis ikke blandt de biler, som FDMs to repræsentanter stemmer på i finalefeltet.
Peugeot 208 har to fejl på benzinmotorerne, som gør, at vi ikke anbefaler køb. På benzinmotorer uden turbolader ser vi mange fejl med højt olieforbrug, hvor løsningen er en udskiftning af motoren – en reparation der i nogle tilfælde overstiger bilens værdi.
Benzinmotorer med turbolader har problemer med, at tandremmen smuldrer, og det er ligeledes en bekostelig reparation. Turbomotoren kan ligeledes have højt olieforbrug. Hvis man vil vælge en 208, kan vi kun anbefale den som decideret pendlerbil med dieselmotor.
Læs om problemerne med smuldrede tandremme og med højt olieforbrug
Fire spændende finalister
De øvrige fire finalister er spændende valg på hver deres måde. BMW i3 er den eneste rent elektriske model, der dog findes med forskellige batteristørrelser afhængig af bilens alder. Den er nytænkende og innovativ. Så meget at det kan være for meget for nogle, men rækkevidden er den største udfordring for mange bilkøbere.
Læs FDMs biltest af BMW i3
SUV'en Hyundai Kona er det fornuftige valg. Den findes primært som benzin- og elbil i Danmark, men er også solgt som dieselbil. Benzinbilen er fornuftigt prissat og med et for klassen flot udstyrsniveau. Den har uanset motor en flot lang garanti på fem år, som også kan være aktuel for brugtbilkøbere. Elbilen er blandt de første vellykkede af slagsen med en meget imponerende rækkevidde.
Læs FDMs biltest af Hyundai Kona med benzinmotor eller Hyundai Kona Electric
Stationcaren V60 udstråler det moderne Volvo. Prisen er højere end de øvrige finalister, men kvaliteten af bilen og luksusfornemmelsen får den til at skille sig ud. Den føles stadig meget "svensk", og det passer godt til mange af os danskere. Et spændende alternativ til de mange tyske sælgerbiler fra Audi, BMW og Mercedes-Benz.
Læs FDMs biltest af Volvo V60
Sidste finalist er også en SUV. T-Roc fra Volkswagen er en mellemklasse-SUV, hvor benpladsen ikke imponerer i forhold til konkurrenterne. Men den har en vældig god ergonomi omkring føreren, gode motorer og et flot udstyrsniveau. Og så har den et stort bagagerum, der er som skabt til et aktivt liv.
Læs FDMs biltest af VW T-Roc
Vinderen findes den 22. juni
Finalefeltet er nu fundet, og før vinderen kåres den 22. juni, skal juryen samles og gennemgå bilerne i fællesskab og køre en tur i kandidaterne.
Du vil kunne følge den del af processen i vores podcast, Frigear, hvor begge FDMs jurymedlemmer huserer: Yasser Abaiji og Karsten Meyland Lemche.
Her finder du vores podcast, Frigear
Tidligere vindere af Årets Brugtbil
2022: Tesla Model 3 (2018-2020)
2021: Hyundai i30 (2013-2018)
2020: Seat Leon (2012-2020)
2019: VW Golf VII (2013-2017)
2018: BMW 1-serie (2011-2015)
2017: Ford C-MAX (2010-2015)
2016: BMW 3-serie (2008-2012)
2015: Mercedes C-klasse (2007-2011)
2014: Honda Civic (2006-2012)
2013: Toyota Avensis (årgang 2007)
2012: Honda Accord (årgang 2009)
2011: Kia Ceed (årgang 2007)
2010: Opel Astra (årgang 2005)
2009: Ford Focus (årgang 2005)
2008: Ford Mondeo (årgang 2004)
2007: Mazda 6 (årgang 2003)
2006: Skoda Fabia (årgang 2001)
Har du brug for hjælp?
Husk, som medlem af FDM kan du altid få råd og vejledning af vores eksperter. Også når det handler om køb af en brugt bil.