Den frembrusende kinesiske bilproducent Geely har blikket stift rettet mod Europa. Og at der er masser af mærker og produkter på vej til os, lader den privatejede bilkoncern ingen tvivl om på årets store bilshow i hjemlandet, Auto Shanghai 2023.
Mest markant er, at det helt unge mærke Zeekr viser model nr. to, samtidig med at Geely bekræfter, at mærket kommer til Europa allerede i år. Hvilke lande og i hvilken rækkefølge forlyder der ikke noget om nu.
Zeekr er et luksus- og performancemærke, som på nogle punkter lægger sig tæt op ad søstermærket Polestar. Zeekr havde i forvejen model 001, som er en fem meter lang hatchback med en rækkevidde på op til 600 km (WLTP) og ydelser på over 500 hk.
Zeekr X klar til Europa
Nu afsløres den anden model, som ikke hedder 002, men X. Det er en mellemklasse-SUV (4,45 m lang) med 440 km rækkevidde og op til 475 hk.
Begge modeller er baseret på Geely-koncernens nyeste elbil-platform, SEA, som også skal bruges til Polestar 4, Smarts modeller og Volvos kommende kompaktmodel, formentlig kaldet EX30.
Smart, som Geely ejer sammen med Mercedes-Benz, har også en verdenspremiere i Shanghai. Første nye Smart hedder #1, men heller ikke her skal næste bil i rækken hedde #2. Den nye coupé-SUV er derimod døbt #3.
Smart på vej, Lynk & Co afventer
Det nye Smart-mærke har stilfærdigt gjort sin entre i enkelte europæiske lande og har også Danmark på radaren. Hvornår vi ser Smart, som i år fejrer sit 25 års jubilæum, hos os, er dog ikke afgjort.
Noget lignende gælder Lynk & Co, som har udskudt sine danske planer mange gange og efter den seneste melding næppe kommer før 2025. Lynk & Co præsenterer i Shanghai endnu en ny model, og her er nummereringen nået til 08.
Men heller ikke 08 ligner en bil, der passer til Danmark, for det er endnu en hybrid-model. Rene elbiler mangler vi stadig at se fra Lynk & Co.
Både Lynk & Co, Polestar og Zeekr har en base i Gøteborg med design og udvikling. Polestar har tilmed sit hovedkvarter i den vestsvenske by.
Superluksus Volvo
Volvo benytter Shanghai-udstillingen til at præsentere en eksotisk og overvældende luksusudgave af EX90. EX90 Excellence er en firepersoners ultraluksus-udgave af mærkets nye elbil.
Desuden har Geely nyheder fra sit store, mainstream-mærke Geely Auto, og har kinapremiere på Lotus Eletre og Polestar 4.
Blandt Geelys mange samarbejder er et nyt med Renault, som arbejder på udvikling af næste generation benzinmotorer og knowhow inden for syntetisk e-fuel, et flydende brændstof med særdeles lav CO2-udledning.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.