Hidtil har luksusbiler ofte været store og dyre, men den kobling vil Lexus bryde med sin nye mini-crossover, der kort og godt skal hedde LBX.
Den har netop haft verdenspremiere i den italienske modeby Milano, og her blev bilens design og indretning præsenteret, som var det en ny tøjkollektion.
Se video med Lexus LBX her
Den lille, men smarte luksusbil bygges i fire stilarter, der skal henvende sig til hver sin målgruppe. Og føler man sig ikke inkluderet i en af dem, kan man kombinere farver på bil, indtræk, sikkerhedsseler, syninger og fælge efter egen smag og på den måde skabe en helt unik bil.
Kommer kun som hybrid
Lexus er en del af Toyota-koncernen, og LBX er bygget på samme platform som den også ret nye Toyota Yaris Cross. Akselafstanden er dog øget med et par cm, ligesom al indretning og alle ydre dele er skabt i Lexus’ egen stilart.
Det betyder lækre materialer, flotte samlinger, avancerede lygter og en lang række avanceret sikkerhedsudstyr.
En ting har de to biler til fælles, og det er hybridsystemet, som er baseret på en trecylindret 1.5-benzinmotor, der er koblet til en elmotor i den nyeste, femte generation af koncernens hybridteknik.
Nøjes med 136 hk
I Lexus LBX er benzinmotoren trimmet til lidt flere kræfter, og det betyder, at hybridsystemet samlet kan yde 136 hk. Benzinøkonomien er lige knap 20 km pr. liter.
Foreløbig kommer der ikke andre motorversioner, så dem der havde drømt om en egentlig elbil, må have tålmodighed nogle år endnu. Men så kan det til gengæld sagtens tænkes, at en sådan udgave dukker op.
Lexus LBX
Længde: 4,19 m
Bredde: 1,83 m
Højde: 1,54 m
Akselafstand: 2,58 m
Bagage: 332 liter
Maks. påhængsvægt: 750 kg
Motor: 3-cyl. benzin-hybrid
Samlet ydelse: 136 hk
Platform: GA-B
Lækre detaljer ved førerpladsen
Noget af det, der skal gøre LBX eftertragtet, er førerpladsen, der er bygget på en måde, man ellers skal op i de helt dyre biler for at opleve.
For eksempel er der bløde materialer overalt, der er polstringer med flotte syninger, og der er generelt kælet for designet.
Instrumenthuset er digitalt med et overskueligt og flot indhold, og i midten af instrumentbordet er en 10-tommerskærm flot integreret.
Gearvælgeren er elektronisk styret, og når man skal åbne dørene, skal man blot trykke på en knap - så åbnes de elektrisk.
Stort musikanlæg og avancerede lygter
Derudover kan man tilkøbe et musikanlæg fra Mark Levinson med i alt 13 højttalere, ligesom avancerede matrix-forlygter er på listen over muligt udstyr.
På den måde kan bilen levere alt det, man hidtil har måttet op i de meget dyre biler for at få adgang til.
Den nye mini-Lexus kommer til Danmark i begyndelsen af 2024, men allerede midt i juni kan man hygge sig med at konfigurere en bil på den internationale hjemmeside, og efter sommerferien vil man kunne reservere bilen i Danmark.
Pris ukendt
Vi kender ikke priserne endnu, så det bliver et skud fra vores side, men mon ikke en pris fra omkring 350.000 kroner vil være et godt bud på en startpris. Derfra kan prisen blive væsentlig højere alt efter valg af udstyr, og om man også vælger den med firehjulstræk.
Så nok er Lexus LBX lille og luksuriøs, men egentlig billig bliver den næppe.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.