- og så den lange Buzz

VW præsenterer nu ID.Buzz i en lang udgave, hvor der er plads til seks eller syv personer. Men forandringen rækker meget længere end de 25 cm ekstra.

Den lange VW ID.Buzz i profil.
Nyt om biler

VW’s ikoniske ID.Buzz har fået en storebror. Som varslet fra begyndelsen udvides programmenuen med en forlænget version, som giver mulighed for op til syv sæder. Men omfanget af nyheder i den lange version er væsentlig længere end selve størrelsen.

Den nye version af Årets Bil i Danmark 2023 er forlænget 25 cm, så længden sniger sig op på 4,96 meter. Akselafstanden er øget præcis lige så meget, så bilens udhæng for og bag er uændrede.

Vokseværket betyder, at der bliver plads til seks eller syv sæder afhængig af version (en femsæders fås også, da tredje række er ekstraudstyr), og samtidig er der plads til en pæn mængde bagage – 306 liter. Med fem sæder sluger bilen 1.340 liter.

VW ID.Buzz long wheel base skråt forfra.
VW ID.Buzz LWB er forlænget 25 cm i totallængde og akselafstand, mens skydedørene er blevet 19 cm større.

Større skydedør og større batteri

Den lange version af ID.Buzz, som ikke har noget egentligt tilnavn ud over den interne betegnelse LWB, har også fået en endnu større skydedør – 19 cm bredere.

Bilens teknik er også ny. Med den større akselafstand er der blevet plads til et større batteri, som indeholder 86 kWh brugbar energi. Hvor lang rækkevidde, det resulterer i, har VW endnu ikke tal for.

Også ladehastigheden har fået et nøk opad – fra hidtil 170 kW til nu 200 kW. For at sikre det har bilen nu mulighed for at forvarme batteriet, inden man kommer hen til en lynlader.

ID.Buzz med syv sæder.
Den lange ID.Buzz i den komfortable seks-personers udgave. De to bageste sæder, som er ekstraudstyr, kan tages helt ud. 

Over 300 hk og firehjulstræk

Samtidig bliver der skruet kraftigt op for motorydelsen. Mens standard-Buzz’en har 204 hk, bliver der i LWB-udgaven valg mellem 286 hk og 339 hk (GTX). Den kraftige version er den hidtil stærkeste i VW’s ID.-familie.

De 339 hk er kombineret med firehjulstræk, hvilket også er en nyhed i ID.Buzz.

Den lange ID. Buzz kan bestilles med et kæmpe glastag, der måler 1,54 meter i længden, og nyt er også muligheden for headup-display.

Bagsædet i ID.Buzz LWB.
Her ses udgaven med en bænk på anden række, hvor der er plads til tre.

Kort Buzz med seks sæder

VW oplyser desuden, at det nu også bliver muligt at få den ’korte’ udgave af ID.Buzz med en tredje sæderække. Det bliver i kombination med to store i anden række, så bilen dermed bliver sekspersoners.

Den lange ID.Buzz kan leveres fra første halvdel af 2024 – en betydelig forsinkelse fra det oprindelige løfte om efterår 2023. GTX-versionen er klar senere i 2024.

Bagagerummet i ID.Buzz med alle bagsæder lagt ned.
Bagagerummet i ID.Buzz LWB får nogenlunde faldt gulv, når ryglænet på både anden og tredje række lægges ned. 2.469 liter kan der være.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2023 og 2024