Et gult håb for meget billig elbil

En elbil til omkring 150.000 kr. er der udsigt til fra næste år, hvis kinesiske BYD får den lille Seagull-model til Europa. Selv om det er en mikrobil, har den fornuftig plads til fire voksne.

Gul BYD Seagull lige forfra.
Nyt om biler

Dagens elbiler bevæger sig i de høje og halvhøje prislag. Der er stort set intet at få til under 250.000 kr., endsige under 200.000 kr. Men det kan ændre sig i 2024.

BYD, som har travlt med at lancere nye elbiler i Danmark, har hjemme i Kina præsenteret mikro-elbilen Seagull, der kan blive interessant i Danmark for bilkøbere med et begrænset bilbudget eller lille kørselsbehov.

I dag findes i den klasse kun Dacia Spring, som er en yderst spartansk bil med ringe sikkerhedskarakter.

BYD Seagull forfra.
Sealgull er en femdørs, firepersoners elektrisk mikrobil. Den måler 3,78 meter i længden, men får måske en lidt længere front i Europa for at få god nok kollisionssikkerhed.

Kommer formentlig i 2024

Den danske BYD-importør har ikke fået noget at vide om, hvorvidt Seagull kommer til Europa, men er ret optimistisk med hensyn til, at det kan ske. Det kunne i så fald godt blive i 2024.

Kilder hos BYD i Kina siger da også til Motor, at det er besluttet at tage bilen til Europa. Der mangler dog en afklaring af, hvor meget den eventuelt skal ændres.

Det skyldes især sikkerheden. Hvis BYD ønsker en høj Euro NCAP-vurdering, skal bilen formentlig forlænges 10-20 cm, og det tager tid og koster en del.

Kabinen i BYD Seagull
Motor har taget et hurtigt kik på Seagull, både inde og ude. Kabinen er frisk i design og farver og virker ikke særlig discount-agtig.

En dansk pris findes af gode grunde ikke, men den danske importør vurderer ud fra den kinesiske pris, at Seagull i Danmark kan komme til omkring 150.000 kr.

Det er væsentlig mere end i Kina, hvor mikrobilen fås fra ca. 70.000 kr., men tilpasningen til europæisk standard kan blive kostbar.

Virker ikke meget billig

Det er bestemt ingen skrabet bil, man kan forvente for de penge. Motor har hos en bilforhandler i Kina gennemgået mikrobilen, og den virker tiltalende. Det udvendige design er frisk uden at skræmme nogen væk. Og oplevelsen i kabinen er fin med rimelige materialer for en bil i den klasse.

Der er et lille, digitalt førerinstrument og en trykskærm i midten. Som på øvrige BYD-modeller kan den både vende lodret og vandret. Gearvælgeren sidder oppe på instrumentbordet, lige til højre for rattet, og levner dermed god plads i midterkonsollen.

Førerpladsen i BYD Seagull.
Seagull har lille førerskærm, pæn stor (og rotérbar) midterskærm samt velanbragt telefonlader. Gearvælgeren siddet på instrumentbordet, længst til venstre af knapperne.

Fin plads ved bagsædet

Den største overraskelse – og den er positiv - er pladsforholdene. Inden for velvoksen mikrobil-længde på 3,78 meter er det absolut rimeligt at placere to voksne på bagsædet (Seagull er firepersoners).

Ydermere er bagagerummet temmelig stort for en mikrobil. Det er meget dybt (i højden), og der ser ud til godt at kunne være fire mellemstore sportstasker.

Seagull (havmåge) er lige så lang som Dacia Spring, men akselafstanden på 2,50 m og bredden på 1,72 m er noget større.

Seagulls bagagerum.
Bagagerummet i Seagull ser ud til at være noget større end de fleste mikrobiler.

Op mod 300 km rækkevidde

I Kina fås Seagull med batterier på 30 og 39 kWh, som formentlig giver en officiel europæisk rækkevidde på omkring 225 henholdsvis 295 km. Motoren yder 75 hk.

Den lille bil med det lille batteri slår ingen verdensrekorder i opladning. Hurtigladning sker med op til 40 kW, mens hjemmeladning foregår med én fase.

Bagsædet i Seagull.
Bagsædet i Seagull er usædvanlig rummeligt for en mikrobil. To voksne sidder udmærket.

Volkswagen og JAC også på vej 

Også det nye mærke JAC har en mikro-elbil i programmet, men der er indtil videre ingen meldinger om, hvorvidt eller hvornår den kan være til salg i Danmark.

VW arbejder også på en elektriske mikro, måske kaldet ID.1, men den ventes først på gaden i 2027. Minibiler fra Volkswagen-gruppen, både VW, Skoda og Cupra, er også på vej, og de ventes klar i 2026. Her tales der om fra-priser på lige omkring 200.000 kr.

Seagull bagfra.
Seagull er frisk og ungdommeligt i designet. BYD's designchef er tyskeren Wolfgang Egger.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2023 og 2024