Spektakulært udsyn fra ny bil: 21 tommer skærm

Når Peugeot snart lancerer næste generation 3008, bliver det med en helt ny og imponerende udgave af mærkets ’i-cockpit’. Lige under forruden i den elektriske MPV sidder en panoramaskærm på hele 21 tommer.

Førerpladsen i Peugeot 3008 årgang 2024.
Nyt om biler

Det bliver et usædvanligt og flot syn, der møder kommende ejere af den nye Peugeot 3008, når de sætter sig ind på forsæderne.

Peugeot har fuldstændig forvandlet sit i-cockpit, noget der skal være med til at illustrere bilens markante forvandling i det hele taget, siger Peugeot.

Som en unik nyskabelse i bilbranchen er det hidtidige, højt placerede førerinstrument nu fuldstændig integreret med midterskærmen. Det er løst med én sammenhængende skærm, der ser ud til at svæve over frontpanelet og har et mål på hele 21 tommer.

Førerpladsen i Peugeot 3008.
Den 21 tommer store skærm oven på instruementbordet er en sammensmeltning af det hidtidige førerdisplay og midterskærmen. Rattet er Peugeot-traditionen tro lille, så føreren kan se instrumenterne hen over det.

Højre del er trykfølsom

Den venstre del fungerer som førerinstrument med speedometer, energiforbrug, køreassistenter m.m., mens den højre del er trykfølsom, og bruges til at betjene ting som klimaanlæg, navigation, lydanlæg, opkobling m.m.

Denne del af skærmen kan betjenes af både fører og passager, selv om den buer svagt over mod føreren. Trykskærmen kan vise ti valgfrie genvejsknapper.

Som overflod er der nederst i midterkonsollen yderligere en skærm, der fungerer som knapper til bilens hovedfunktioner.

21-tommer skærmen i Peugeot 3008.
Der er en vis portion wow-effekt af den 21 tommer store panorama-skærm i den nye Peugeot 3008. Om testkørere og kunder også synes, det er 'wow' med de små touchpads på rattet, må tiden vise.

Peugeot vover at lancere 'touchpads'

På rattet er der nu trykfølsomme ’touchpads’. Det virker modigt i en tid, hvor VW og Mercedes er på vej væk fa den løsning. Kunderne har ikke været begejstrede for den løsning.

Hvordan det fungerer hos Peugeot er indtil videre uvist, da Motor kun har haft lejlighed til at se den nye førerplads i virtuel reality, hvor man ikke kan røre.

Derfor er det også vanskeligt at vurdere den oplevede kvalitet af paneler og beklædning, men visuelt ser det flot ud med store mængder stofagtig beklædning.

Gearvælgeren på Peugeot 3008.
Gearvælgeren på Peugeot 3008 er flyttet højt op på instrumentpanelet - lige ved siden af startknappen. Det har frigivet plads i midterkonsollen. Til højre ses den ekstra skærm, der fungerer som elektroniske knapper - lidt i stil med det, Audi tidligere har benyttet. 

Peugeot 3008 bliver elbil

Den kommende Peugeot 3008, som bliver tredje generation af den mellemstore crossover, kommer først og fremmest som ren elbil. Og muligvis udelukkende som elbil, hvilket under alle omstændigheder vil være den mest relevante udgave i Danmark.

Den nye 3008 bliver en af den første modeller på Stellantis-gruppens nye platforme. Der er tale om Medium-udgaven, som kan indeholde op til 104 kWh og give en rækkevidde på op til 700 km. I tilfældet med SUV’en 3008, kommer rækkevidden næppe helt derop.

Peugeot planlægger at vise hele bilen til september med forventet dansk lancering hen mod sommeren 2024.

I 2024 ser vi formentlig også den syvpersoners søsterbil, 5008, samt Opels version af 3008, efterfølgeren til Grandland.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2023 og 2024