Én mere luksus-kineser: sig goddag til Voyah

Endnu et kinesisk mærke melder sin ankomst til Danmark. I løbet af efteråret lanceres Voyah, som er premiummærket fra den store bilproducent Dongfeng. Mærket begynder med en stor elektrisk SUV, men mange andre og mindre modeller kan ventes.

Grøn Voyah Free i udstillingslokale.
Nyt om biler

Der er pænt mange kinesiske bilmærker i alle prisklasser at vælge imellem i Danmark. Og nu lanceres endnu et – i den dyre ende.

Nyheden kommer fra statsejede Dongfeng Motor, som i 2020 grundlagde premium-mærket Voyah, bl.a. med eksport for øje.

Første model bliver den næsten fem meter lange SUV, Free. Som flere andre dyre, kinesiske elbiler opleves kvaliteten af kabinen rigtig flot, da Motor havde mulighed for at prøvesidde den store bil. Blandt udstyret er panoramaglastag med elektrisk dæmpning af lys og varme, nattekamera samt med lydanlæg fra danske Dynaudio.

Voyah Free forfra.
Voyah Free er en elektrisk SUV på 4,90 meters længde. Den er i klasse med bl.a. BMW iX og Audi Q8 E-tron.

Lang rækkevidde og mange hestekræfter

Voyah Free har en officiel rækkevidde på 500 km, er firehjulstrukket og spurter med sine 489 hk fra 0 til 100 km/t. på blot 4,4 sekunder. Påhængsvægten er 2.000 kg.

Bedømt ud fra prisen i Norge ser det ud til, at Free vil koste fra omkring 650.000 kr.

Senere kommer den syvpersoners MPV, Dream, og den store sportssedan Passion. Sidstnævnte er i klasse med Tesla Model S, har 510 hk og firehjulstræk og en forventet rækkevidde på over 600 km.

Voyah Free bagfra.
Navnet Voyah har sin oprindelse i det franske ord 'voyage', der betyder rejse.

En af Kinas største

Ifølge Motors oplysninger er der planlagt en række mindre og dermed billigere elbiler.

Dongfeng Motor er en af de største bilproducenter i Kina og har bygget biler i 54 år.

Dongfeng har en større aktiepost i Stellantis-koncernen (Peugeot, Citroën m.fl.) og var i sin tid med til at udvikle den platform (CMP/EMP1), som i dag benyttes til stort antal modeller i både Europa og Kina.

Førerpladsen i Voyah Free.
Der er luksus i Frees kabine. Der er tre skærme på instrumentpanelet, og i nogle udgaver er der nattesyn ved hjælp af infrarødt kamera.

Kendt dansk bilimportør

Det er den store danskejede bilimportør K.W. Bruun, der har fået aftalen om at stå for Voyah-importen i Danmark.

K.W. Bruun har i forvejen alle mærker fra Stellantis-koncernen, bl.a. Opel, Peugeot, Citroën, Fiat og Jeep, samt Mitsubishi og senest et andet kinesisk premium-mærke, Hongqi.

Voyah Dream.
Dream er en syvpersoners MPV. Her er et eksemplar fotograferet i Danmark – i gang med valideringstest forud for en europæisk typegodkendelse. Bilen er på svenske test-nummerplader. 

Ifølge en pressemeddelelse fra K.W. Bruun forventer firmaet ’snarligt at udvide samarbejdet til også at omhandle koncernens andre mærker, der er relevante for det europæiske marked’. Dong Feng har i Kina også mærkerne Venucia, Fengdu, Aeolus og Forthing.

Voyah vil blive distribueret og serviceret på traditionel vis af et forhandlernetværk. Det er endnu ikke fastlagt, men vil tage udgangspunkt i eksisterende K.W. Bruun-forhandlere.

Voyah Passion.
Voyah Passion er en fem meter lang luksussedan. Den bliver lanceret i Danmark, formentlig i 2024.

Nu 10 kinesiske mærker i Danmark

Antallet af mærker i Danmark fra Kina er dermed oppe på ti: MG, Aiways, JAC, Maxus, Hongqi, BYD, Xpeng, Nio og Zeekr. Afhængig af temperament og definition kan man også medregne Polestar og eventuelt Volvo.

Men endnu flere står på spring. Nogle er i enkelte europæiske lande, mens andre først er på vej hertil.  Sandsynlige nye mærker er Ora Cat, Wei (begge fra Great Wall Motor), Smart (Geely-Mercedes) og Lynk & Co. (Geely). Desuden forsøger Seres, Li Auto og Hi Phi at få fodfæste.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2023 og 2024