MotorClassic: Bilkoncernens nye biltempel

Efter tre års arbejde og en investering på et trecifret millionbeløb slår klassikercenteret Classic Car House dørene op den 19. august. Bag prestigeprojektet i Lyngby ved København står importkoncernen K.W. Bruun.

Bilhotellet Classic Car House
Nyt om biler

Stressniveauet var højt til sidst, og i slutfasen var op mod 150 håndværkere i sving samtidig på det 25.000 kvadratmeter store område. Men lørdag den 19. august kan bilimport-giganten K.W. Bruun slå dørene op til oplevelses- og eventcenteret Classic Car House.

Som navnet antyder, er klassiske biler i centrum i K.W. Bruuns prestigeprojekt i og omkring det tidligere landbrugsmuseum overfor Frilandsmuseet i Lyngby nord for København.

Store tal

Bygge- og anlægsarbejdet har taget tre år, og også for en af Nordens største bilimportører, der sælger Peugeot, Citroën, DS, Opel, Mitsubishi, Fiat, Jeep, Alfa Romeo og Hongqi i Danmark og også er en stor spiller i Sverige, har det været en mundfuld af de større. 

70.000 ton jord er kørt væk, og der er brugt omkring 320.000 mursten og 500 ton stål til at skabe et oplevelses- og eventcenter med et bilmuseum med over 60 biler fra 1930’erne til 1990’erne og et klimakontrolleret „bilhotel“ med plads til 220 firehjulede gæster.

Dertil et veludstyret specialværksted med tre lifte, salg og udlejning af klassiske biler, møde-, event- og festlokaler, en restaurant og en animation af den første bilforretning, som familiekoncernens stifter, Karl Wilhelm Bruun, i 1914 åbnede på Østerbro i København.

Din bil som en del af udstillingen

Bilmuseet viser ikke kun de mærker, koncernen selv har importeret siden 1925, og der vil løbende være diverse særudstillinger, som typisk skifter to gange om året.

Premiereudstillingen viser en række vidt forskellige biler, der alle har en særlig historie at fortælle, desuden er der to mindre særudstillinger om henholdsvis førkrigsbiler og Le Mans gennem 100 år.

Gæsterne kan også opleve mange forskellige køretøjer på bilhotellet, hvor du kan leje en plads til din egen klassiker, som så bliver en del af udstillingen. Også ved „hotelbilerne“ kan gæsterne skanne en QR-kode og få mere at vide.

Hotellet er opdelt i tre kategorier: Sølv til 1.500 kr. om måneden med bilerne placeret i kælderen, Guld til 2.500 kr. med placering i stueetagen og Platin til 3.500 kr., hvor din bil står i en glasmontre.

Ikke sparet på noget

Etableringen Classic Car House er en gammel drøm for tredje og fjerde generation af Bruun-familien – K.W.’s barnebarn, Anders Bruun, og hans datter, Maria Bruun-Lander, der i dag er henholdsvis formand og næstformand i koncernens bestyrelse.

Derfor er der ikke sparet på materialevalg, indretning og arkitektur, og det har selvfølgelig haft en pris.

Økonomi snakker K.W. Bruun-folkene dog ikke meget om, men fastslår, at man har ofret et trecifret millionbeløb på projektet – vel at mærke et pænt et af slagsen.

– Det har været et enormt projekt at skabe et hyggeligt samlingspunkt bygget op omkring vores passion for klassiske biler, hvor alle uanset alder, køn, pengepung og baggrund kan mødes, og hvor vi sammen kan passe på og formidle bilens kulturarv og designhistorie, siger Anders Bruun.

Og Maria Bruun-Lander tilføjer, at man ikke behøver at være biltosset for at besøge Classic Car House:

– Det er vores ambition, at Classic Car House skal begejstre, oplyse og underholde. Der er noget for alle, børn som voksne, iscenesat med spændende visuelle installationer.

Er du interesseret i klassiske biler?

Husk, FDM udgiver specialmagasinet MotorClassic, Danmarks eneste magasin om klassiske biler og veteranbiler. MotorClassic udkommer seks gange om året og forhandles i bladkiosker, på FDMshop.dk og kan fås på abonnement.

Få MotorClassic