Næsten 15 år efter at Toyota senest lancerede en ny ’lille’ Land Cruiser, er mærket i 2024 klar med en splinterny generation af den ægte offroader, der har rødder 72 år tilbage.
Bilen, som til tider kaldes Land Cruiser 150, skifter til Toyotas moderne TNGA-platform, men beholder den solide chassisramme.
Drivkraften bliver en 2,8-liters dieselmotor med 204 hk og 500 Nm i kombination med ottetrins automatgear.
Mild-hybrid og elektrisk styretøj
Fra 2025 får motoren 48-volt mild-hybridteknik for at kunne klare den kommende euro 7-forureningsgrænse.
Land Cruiseren får en ny elektrisk servostyring (som alle moderne biler har), der reducerer vibrationer i rattet, særligt ved terrænkørsel. Ved asfaltkørsel giver den type servostyring desuden mulighed for aktiv vognbaneassistent.
I den nørdede terrænafdeling kan man med den nye Land Cruiser frakoble krængningsstabilisatoren foran med tryk på en knap. Det giver mulighed for bedre køreegenskaber på ujævn vej.
Kan vise terrænet under bilen
Toyota Land Cruiser
204 hk diesel 4x4 aut.
Længde: 4,92 m
Bredde: 1,98 m
Højde: 1,87 m
Akselafstand: 2,85 m
Platform: TNGA
Bilens elektriske assistentpakke til terrænkørsel, Multi-Terrain Select, kan nu indeholde kamera og skærm, som giver føreren et klart udsyn til området lige omkring og under bilen. Systemet registrerer underlaget og tilpasser automatisk bilens opsætning og hastighed.
Land Cruiseren er vokset solidt på alle ledder.
Længden er øget otte cm til nu næsten fem meter i længden. Bredden er øget mere markante ti cm, mens akselafstanden er seks cm større end før.
Det er fortsat muligt at vælge mellem fem og syv sæder.
Kan trække 3,5 ton
Trækvægten er som hidtil 3.500 kg.
Der er ingen priser endnu på den nye model, men Toyotas arbejdshest har aldrig været helt billig. Den nuværende generation sælges stadig og koster lidt over én mio. kr. i billigste version.
Toyota har globalt en endnu større Land Cruiser, kaldet 200 eller V8.
Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?
Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.