Den dybrøde konceptbil her er et konkret varsel om den nære fremtid hos Mercedes-Benz. Og den ser spændende og banebrydende ud.
Varslet om en helt ny elbilteknik hos Mercedes-Benz vises første gang ved IAA-messen i München - og endda ikke på den professionelle del i byens messehaller, men på den folkelige og gratis afdeling, Open Space, i midten af den bayerske hovedstad.
Konceptbilen CLA bliver til produktionsbil formentlig allerede i 2024, og den vil være den første af nu ’kun’ fire modeller i mærkets mindste klasse, vi hidtil har kendt som A-klasse-familien.
CLA er ekstra interessant, fordi den baseres på en helt ny platform udelukkende til elektriske biler. MMA kalder Mercedes den: Mercedes-Benz Modular Architecture.
800 volt og lynhurtig ladning
Elsystemet opererer således med 800 volt, hvilket er det dobbelte af de fleste andre elbiler i dag. Det giver potentiale for ekstra hurtig ladning og mindre behov for køling.
Batteriet kan lades med op til 250 kW. Det gør det ifølge Mercedes-Benz muligt at få strøm til 400 kilometers kørsel på blot 15 minutter, hvis man kører svarende til WLTP-testmetoden.
Bilens officielle energiforbrug er da også særdeles lavt: blot 120 watttimer pr. km (over otte km på én kilowatttime).
Totrins gear
Det lave forbrug er bl.a. opnået ved god aerodynamik, og så drives Concept CLA af en ny, lettere og mere kompakt drivlinje. Højst usædvanligt har den to fremadgående gear, hvor stort set alle andre elbiler nøjes med ét.
Bilerne kommer med to størrelser batteri med forskellig kemisk opbygning af cellerne.
Strømmen kan også løbe ud af bilen, da Concept CLA indeholder systemerne Vehicle-to-Home (V2H) og Vehicle-to-Grid (V2G). Dermed kan strømmen sendes tilbage til elnettet eller boligen.
Klar til fuldt selvkørende?
Og så er der en bemærkelsesværdig teknologi indbygget i konceptbilen. Over forruden ses en forhøjning, der med stor sandsynlighed er en lidar, altså en lys-radar.
Mercedes-Benz omtaler ikke denne lidar, som er en avanceret sensor, der generelt betragtes som en afgørende forudsætning for, at en bil kan blive selvkørende på højt niveau (kaldet level 4).
I kabinen breder en ny udgave af Mercedes’ MBUX Superscreen sig i hele instrumentbordets bredde. Softwaren inde bag er helt ny og kaldes MB.OS.
Ny platform til rene elbiler
Den nye kompakte klasse baseret på MMA-platformen vil omfatte fire modeller; en firedørs coupé (den viste CLA), en sportslig shooting brake samt to SUV-modeller.
Præsentationen af CLA og annonceringen af dens tre søskende afmonterer nogle medie-historier om, at Mercedes-Benz ville forlade kompaktklassen, fordi fortjenesten pr. bil er for beskeden.
Men der er ikke tvivl om, at Mercedes flytter de nye ’A-klasse-modeller’ højere op i hierarkiet. Det viser CLA i sig selv, samtidig med at de mindste og billigste varianter udgår. Det gælder den almindelige A-klasse og B-klasse, der er en MPV/stationcar.
Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?
Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.