Elektriske SUV-trillinger får flere kræfter

VW ID.4, Audi Q4 og Skoda Enyaq får som del af en større teknisk opgradering betydelig større motorydelse. Batteriet er også nyt, og selv om størrelsen er uændret, øges rækkevidden alligevel lidt. Lynladningen får et spark opad.

VW ID.4 forfra i blå.
Nyt om biler

Udseendet har stort set ikke ændret sig, men der er sket betydelige tekniske forbedringer af de opdaterede udgaver af Volkswagen-gruppens mellemstore el-SUV’er.

VW ID.4, Audi Q4 og Skoda Enyaq kommer omkring årsskiftet med stærkere motor, nyt batteri, hurtigere ladning og en anelse længere rækkevidde. Forbedringerne gælder også coupé-udgaverne, inklusive ID.5.

Modellerne med det største batteri (77 kWh) har fået ny motor, så ydelsen i de baghjulstrukne udgaver er oppe på 286 hk. Det er hele 82 hk mere end nu. Desuden øges drejningsmomentet markant fra 310 til 545 Nm.

Audi Q4 i hvid forfra.
Audi Q4 får samme tekniske forbedringer som VW ID.4 og Skoda Enyaq, når det gælder motorer. Desuden har Audi gjort en del ud af at trimme styretøj og undervogn. Der er valg mellem standard-undervogn, sportsundervogn og undervogn med støddæmperregulering.​​​​

De firehjulstrukne udgaver får trods to motorer samme ydelse som de baghjulstrukne. Her er det en forøgelse på 21 hk.

De sportslige versioner, hos VW kaldet GTX, hos Audi Quattro og hos Skoda RS, er nu helt oppe på 340 hk, 41 hk mere end før.

De nye motorer bruger mindre energi, og derfor øges den officielle rækkevidde en smule – op til 556 km i ID.5.

Skærmen i VW ID.4
Infotainmentsystemet og skærmbetjeningen er helt ny. I ID.4 er denne 12,9 tommer skærm standard.

Ladehastigheden på de firehjulstrukne er øget en del – fra 135 til 175 kW, så 10-80 procent-ladning er nede på 28 min.

Større skærm og bedre menuer i ID.4/ID.5

Særligt VW har forbedret betjeningen, som nu er mere intuitiv, siger VW. Der er kommet ny generation software med en helt ny menustruktur, en kraftigere processor og et nyt infotainmentsystem med 12,9 tommer trykskærm som standard.

Gearvælger ved rattet i VW ID.4
Gearvælgeren i ID.4/ID.5 har hidtil været monteret ved skærmen ved rattet, men er nu flyttet ned som en stilk på ratstammen., som det også er tilfældet i bl.a. ID.Buzz og ID.7.

Gearvælgeren i ID.4/ID.5 har hidtil været monteret ved skærmen ved rattet, men er nu flyttet ned som en stilk på ratstammen. Det har skabt plads til den større trykskærm.

Skoda og Audi har gearvælgeren placeret mere traditionelt i midterkonsollen.

Fælles for de tre el-SUV’er er, at udstyret generelt er hævet, bl.a. med flere assistentsystemer som standard.

Omtrent uændrede priser

Priserne på alle modeller er stort set uændrede. Billigste ID.4 koster fra 380.000 kr., mens Audi Q4 begynder ved 420.000 kr.

Skoda Enyaq i grå oppefra.
Skoda Enyaq har fået de samme tekniske forbedringer som VW ID.4 og Audi Q4. Desuden tilbydes nu en Laurin & Klement-version, som er ekstra luksuriøse udgaver.

Skoda Enyaq, som har noget mere udstyr som standard, koster fra 430.000 kr. Den hidtidige Enyaq 80 skifter navn til Enyaq 85, og så tager Skoda de ekstra luksuriøse Laurin & Klement-versioner til Danmark. De koster fra 520.000 kr.

Et decideret facelift af Enyaq er på vej, men er formentlig først klart i 2025. 

Skoda ser i øvrigt ud til i stilhed at have droppet bilens uforståelige tilnavn, iV, som senest blev benyttet af Skoda i april. Pressematerialet omtaler nu slet og ret modellen som Enyaq. 

Audi forventer at have den fornyede Q4 klar inden nytår, mens VW og Skoda begynder leveringerne tidligt i 2024.

 

Vil du vide, hvornår nye elbiler lanceres?

Se den omfattende liste over nye elbilers ankomst til Danmark. Opdateres løbende.

Nye elbiler i 2023 og 2024